Friday Night Skate slanger sig gennem Københavns gader, der er maraton på rulleskøjter i den kommende weekend på Amager, og masser af motionister suser over asfalten på de nye, hurtigere og større hjul.
Rulleskøjtebølgen skyller over os. Igen, igen.
På Solbjerg Plads bag Frederiksberg Centret er Ulla Foersom ved at gøre sig klar til Friday Night Skate. Ganske som hun plejer at gøre hver anden fredag. Ganske som hun har gjort det, siden Friday Night Skate blev introduceret for 13 år siden - bragt til København af unge mennesker fra Kræftens Bekæmpelse, der havde oplevet fænomenet i Paris, London og Amsterdam.
LÆS ARTIKEL På rulleskøjter rundt i Paris
Ulla Foersom har brun vest og bare arme. Hun virker stærk, sund og solbrændt. Få ville nok gætte på, at hun er 68 år og pensioneret kontorassistent fra Taastrup. Den gode kulør kommer af, at hun også gerne spiller golf, når hun ikke lige ruller. Alt, hvad der er udendørs, kan hun lide.
I en alder af 55 år gik hun i Sport-Master og købte et par skøjter. Siden har det bare kørt derudad.
»Jeg synes, det er hyggeligt, og så kan jeg godt lide at rulle. Med Friday Night er jeg sikker på, at jeg får en tur hver fjortende dag, men jeg ruller også for mig selv eller med min mand, min søn, min svigersøn eller mit barnebarn på 13 år«.
Rullende fredag sætter rekord
Omkring 1.300 er klar hver anden fredag fra Solbjerg Plads på Frederiksberg - og det er første sæson, man runder 1.000 deltagere per gang. Til et gratis motionsarrangement drevet af frivillige og 100 procent åbent for alle. Men selvfølgelig kun muligt med støtte fra kommunen og politiets motorcykler til at hjælpe flokken gennem de store vejkryds.
»Det må næsten helst ikke blive større«, siger Sune Jensen, en af hovedkræfterne fra Vesterbro Rulleskøjte Klub, der har drevet Friday Night i den nuværende form siden 2006.
I selvlysende vest er Sune Jensen og de andre ’blockere’ klar til at køre foran feltet og stoppe biler og cyklister, så de glade skatere kan glide uhindret gennem byen ad den rute på 20 km, som er lagt på forhånd.
»Lige nu tager det os 6-7 minutter at komme gennem et kryds. Det kan lige gå, men hvis det kommer til at tage længere tid, bliver folk sure«.
Blockerne er på hårdt arbejde, for efter at have blokeret et kryds skal de skynde sig at overhale hele feltet, for at de kan nå frem og være klar længere fremme på ruten. Derfor er de også meget erfarne skøjteløbere med store speedhjul og lav kørestilling. Flere har en ringeklokke eller et båthorn i hånden, så de kan få de festglade skøjteløbere til at trække lidt ind til højre, således at blockeren kan passere venstre om. Belønningen er glæden ved at få paraden til at rulle og sammenholdet mellem de frivillige. Nå ja, og så de beundrende blikke, som de andre skatere sender efter blockerne.
Historieundervisning på skøjter
Når Ulla Foersom og alle de andre kører Friday Night Skate, er de med til en fest, der foregår med en gennemsnitshastighed på 10 km i timen, så alle kan være med. Nogle har overskud til at drikke sig en dåseøl imens. Andre har højttalere på ryggen, for at de omkringløbende kan jinge til diskomusik. Dertil kommer alle dem, der bare benytter sig af det adstadige tempo og den løsslupne stemning til at få en lille snak.
»Alle de mennesker, der møder op på rulleskøjter. Mange kommer jo igen og igen, og så får man en sludder med sin sidemand«, forklarer Ulla Foersom.
Hvis det er barnebarnet, der er med på tur, kommer han ikke uden om lidt byvandring.
»Så fortæller jeg ham om, hvordan byen har set ud, Christiansborg, Jarmers Plads, her kan du se rester af bymuren. Nyhavn, som i dag er mondæn, men som engang var et meget uartigt sted med glædespiger. Den slags fortæller jeg ham om, og jeg kan se, at nogle af de unge mennesker, der ruller omkring os, lige lytter med. De kender jo ikke historierne«.
Store hjul lokker fitnessfolket
Historien om rulleskøjternes nye succes handler også om teknologi. Bedre støvler, større hjul. Ligesom man oplevede det inden for slalomski, hvor timeglasformede carvingski har gjort det lettere for motionister at lære at svinge, så er rulleskøjter med en behagelig støvle og store hjul vejen til en hurtigere succesoplevelse for motionisten.
»For 15 år siden var standard et hjul på 76 mm. Nu er det almindeligt at starte ved 90 mm, og skal farmand ud at køre rigtig stærkt, har vi noget, der er meget større«, forklarer Jakob Høy Biegel.
LÆS ARTIKEL
Han åbnede sit firma, skatepro.dk, i Aarhus for 14 år siden, da den daværende rulleskøjtedille var på sit højeste. Han var selv en ivrig skater, der spillede rullehockey, og importen startede han egentlig for at få adgang til at købe billige hjul til sig selv. I dag er specialbutikken Skandinaviens største.
Fast motionsform
»Vi tror, det er den næste generation, der er klar igen. Vi oplever det ikke som et pludseligt boom, men mere, som om det er blevet en fast motionsform og et transportmiddel – for hele familien«, siger Jakob Høy Biegel.
Han peger på, at Danmark er den næststørste nation ved rulleskøjtemaraton i Berlin i september, og at mange bruger skøjteløb som et alternativ til løb, hvis de har problemer med knæ og ryg.
Interessen er også stor for Copenhagen Inline Challenge på Amager næste søndag. Arrangøren regner med mindst 800 til start 19. juni i Ørestad til hel- og halvmaraton samt begynder- og børneløb.
Ruller på livstid
De fleste lærer rulleskøjter at kende som børn, men motionsformen er så skånsom, at alle med en rimelig fysik kan klare at komme på hjul. Det mærker Peter Nabe i Nordic Sport, en specialbutik for rulleskøjter på Østerbro i København. Han har fået henvendelser fra Ældre Sagen, der godt vil arrangere et introforløb, og han har stor succes med at leje skøjter ud til firmaarrangementer.
LÆS ARTIKEL Rulleski skåner skadede løbere
»Hvis folk skal løbe DHL Stafet, er der mange, der har det rigtig svært med at skulle stille sig op foran kollegerne og løbe, hvis de er overvægtige eller ude af form. Men rulleskøjter kan alle stå på, selv om de sidder ved computer hele dagen«, siger Peter Nabe.
Som at være ung igen
Følelsen af at svæve over byens asfalt er altså ikke længere forbeholdt børnene og de unge. Alligevel mærker Ulla Foersom nogle gang en undren, når hun fortæller om, hvordan hun ruller Friday Night Skate.
»Folk griner lidt ad mig. Er det virkelig rigtig? Jeg tror ikke, det er, fordi de synes, jeg er for gammel, de synes nok bare, det er sejt. Det kan jeg nok ikke selv se. Jeg hygger mig med det. Når jeg spænder skøjterne på, føler jeg mig, som om jeg var 17-20 år. Det er en dejlig fornemmelse«.
Og så har Ulla Foersom lige et godt råd til jer, der nu får lyst til at rulle gennem storbyen for første gang:
»Når du kommer til et stykke med brosten, skal du løfte tæerne nede i støvlen, for så glider du lige igennem«.
En god fitnessskøjte kan fås for omkring 1.000 kroner. Men er man virkelig seriøs og vil løbe rigtig hurtigt, skal man op og ofre 1.500-2.500 kroner.
fortsæt med at læse
































