Det er ved at blive koldt, og det varer længe, før vinteren er omme. Derfor gælder det om at klæde sig passende på til strabadserne, så man kan fortsætte løbetræningen. »Vi præsterer optimalt i en lufttemperatur mellem 10 og 17 graders varme. Når det bliver under 8-10 grader, bliver det et problem at få klædt sig varmt nok på, særlig i forhold til sin bevægelsesfrihed«, siger Ulrich Ghisler, der har været læge for det svenske skilandshold, mentaltræner og tidligere dansk mester i triatlon.
LÆS ARTIKEL Løb på smattede stier er bedre træning
Kolde muskler kan ikke arbejde frit. Hvis man bliver kold på forsiden af lårene, vil musklerne arbejde trægt og præstationsevnen falde.
»Man skal sørge for at nedbringe wind chill-faktoren (kuldeindekset, red.) på forsiden af kroppen. Med en vindhastighed på 10 m/s vil 5 graders varme altså føles som minus 7 grader. Funktionelt tøj, der både holder vinden væk og ikke påvirker ens bevægelsesfrihed, er at foretrække. En tommefingerregel er, at man hellere skal starte med for meget tøj på, for man kan altid tage et lag af«.
Det føles mindre koldt, hvis man holder ansigtshuden og særlig kinderne varme. Et halsrør, som dækker mund og næse, varmer desuden luften op, så du ikke får så kold luft ned i lungerne.
Kroppen præsterer optimalt ved en kropstemperatur på 38,5-39,5 grader og ikke ved den normale kropstemperatur på 37 grader. Hvis det er meget koldt, eller man har for lidt tøj på, tager det længere tid at nå sin optimale præstationstemperatur, og risikoen for skader øges. Man skal derfor passe på ikke at koldstarte sine løbeture.



























