Spørgsmål fra læser Carsten Jensen:
Jeg har i mange år være fysisk aktiv med daglige morgenløbeture på mellem 2,5 og 12 km samt jævnlige cykelture på mellem 30 og 100 km. I løbet af det seneste halve års tid har jeg intensiveret mit træningsomfang betydeligt, således at det består af både en daglig løbe- og cykeltur. Jeg har oplevet konstante forbedringer af mine løbepræstationer, som jeg har tilskrevet en kombination af den øgede træningsmængde samt et vægttab på ca. 5 kg. I sensommeren har jeg imidlertid pludselig mærket et markant dyk i min præstationsevne. Mine lår- og lægmuskler bliver ved løb meget hurtigt trætte og forhindrer mig i at løbe i mit sædvanlige tempo. Dertil kommer, at morgenløbeturene nu giver meget ømme og trætte ben resten af dagen.
LÆS OGSÅ Ny undersøgelse: Her er de fem løbertyper
Mere bekymrende er, at den nedsatte præstationsevne er blevet ledsaget af en helt enorm træthed, ugidelighed og irritabilitet. Alene det at rejse mig fra sofaen kræver efterhånden mobilisering af hele min viljestyrke, og lysten til de fleste aktiviteter og socialt samvær er forsvundet. Resultatet har været et voldsomt tab af livskvalitet!
Min læge har ved blodprøvetagning ikke kunnet konstatere tegn på sygdom eller kostmæssige mangler.
Jeg har insisteret på at fortsætte træningen. Konsekvensen er, at symptomerne nu er meget udtalte. Jeg har derfor indledt en uge med total ro, og tillader alene bevægelse i forbindelse med dagligdags pligter.
Hvornår og i hvilken takt kan jeg påbegynde langsom optrapning af træningsindsatsen igen?
Svar:
Du beskriver et klassisk eksempel på overtræningssyndrom. Jeg er ganske vist ikke glad for dette begreb, for det er dårligt defineret – og især er der en ’hønen og ægget’-problematik, hvor det er næsten umuligt at sige, hvad der er årsag og virkning. Bliver du deprimeret, irritabel og skidt tilpas, fordi du ikke kan præstere det samme, som tidligere? Eller omvendt?
