Fem maratoner i alt. Så mange må Rikke løbe i år. Maksimalt. For løbeglæden har før taget overhånd, og i en periode styrede løbeskoene Rikke væk fra hendes søn, resten af familien og arbejdet i op til 25 timer om ugen. For hun var afhængig af kicket efter de ekstreme distancer og fællesskabet i løbemiljøet. Alt andet kom i anden række. Juni 2010 – løberus »Ét ben foran det andet. Ét ben. Ét ben ...«, messer Rikke for sig selv. Der er ikke plads til andet indvendig end hendes fodslag, der knaser mod løbestien. »Videre, videre, videre«, tænker hun. Bag Rikke er 37 kilometer af Storebælt Naturmaraton 20. juni 2010, og fem kilometer længere fremme er målstregen. Hun har bly i benene, og det brænder i balder og lår. Men hun ved, det er den sidste krise. Og hun har prøvet det før. Det er Rikkes femte maraton, så hun har forventet smerten og venter nu på ekstasen.

LÆS ARTIKEL Overtræning gør motionister syge

Rikke har nu også nydt turen. Det er hendes andet maraton i år, og hun er i god form. Så de første mange kilometer har hun kigget på udsigten over Storebælt og duftet til den salte havluft.

Rikke har været en del af løbemiljøet siden 2006, hvor hun løb sin første maraton, og fællesskabet konkurrerer med endorfinkicket om at være hovedgrunden til, at hun løber. Træning og løb er vokset i mængde. Meget.

Da Rikke kan se målstregen, retter hun sig op. De sidste par kilometer har hun løbet let sammensunket og med hårdt knyttede næver. Knoerne er hvide. Nu tvinger hun håndleddene til at blive løse, løfter skuldrene tilbage og skyder hofterne frem. Hun begynder at spurte.

Da målstregen krydses, er smerten erstattet af begejstring. Ren befrielse. Fire timer og femten minutters optjent endorfin-kick. Rikke kan mærke hele sin krop.

»Godt, det er færdigt«.

»Jeg klarede det«.

»Årh, det var fedt«. Hormoner og glæde bobler indvendigt.

Rikke alene til løb
Da Rikke har fået sin tid, finder hun noget vand og en myslibar og sætter sig på en kantsten. Solen skinner fra en skyfri himmel, og hun slapper af.

Normalt venter Rikkes mand ved målfeltet. Han – og de seneste to år også parrets søn – har sørget for at heppe og vinke, hver gang Rikke har løbet 42,2 kilometer. Men de andre maratoner har også været hjemme i København. Så i dag er Rikke alene af sted.

Denne dag har Rikke været helt opslugt af distancen, kriserne, smerterne, den ekstreme glæde. Som hun sætter sig ind i bilen på vej hjem, har rusen lagt sig så meget, at hun kan rumme andet.

»Nu bliver det godt at se ham igen«, tænker Rikke om sin dreng.

Den time, det tager at køre hjem, glæder hun sig.

November 2010 – afhængig
Rikke skuler frem for sig. Hun er sneet inde, og hendes humør er lige så mørkt som vinterhimlen. Det er formiddag, og Rikke skulle have startet et maraton i Nordsjælland klokken ti. Men politiet frarådede allerede i aftes ikke bare unødig udkørsel, men al udkørsel.

Først affærdigede hun det.

»Jeg må bare tage en skovl med i morgen«, havde hun tænkt.

»Herregud; det er kun 42 kilometers kørsel herfra. Og selvfølgelig kan man da løbe i sne«.

Desuden er Rikke jo i fantastisk form. Siden Storebælt Naturmaraton har hun fået 886,2 løbskilometer i benene. Hun har løbet 21 maratonløb på fire måneder. Og træning oveni. En enkelt uge deltog hun i tre maratonløb.

Hun har deltaget i maratonløb stort set hver dag søndag og også ofte på hverdage. Så løb hun tidligt på dagen og tog på arbejde, når løbet var slut.

Familien bekymret
Det bekymrede godt nok Rikkes familie. De spurgte, om det nu også kunne være sundt? Om ikke Rikke brugte for meget tid væk fra sin søn og mand. Om hun forsømte jobbet? Men nej.

»Jeg ryger ikke. Jeg drikker ikke. Jeg presser ikke mig selv ekstraordinært. Løber ikke hurtigt. Og jeg gør det jo ikke for at være sund. Jeg gør det, fordi jeg kan lide det«, retfærdiggjorde Rikke sig over for sig selv og andre. De burde se på hendes løbetræning på en anden måde:

»Når jeg får den her motion, bliver jeg fit og glad«, tænkte hun. Det burde være en god grund til at fortsætte.

Men der stod intet heppekor ved målstregerne mere. Nu kom der til gengæld stikpiller, for hvor lang tid skulle hun være væk denne gang? Hvor langt havde hun tænkt sig at køre for at være med i det næste maraton?

21 maraton svarer til omkring 100 timers løbetid i Rikkes tempo. Dertil skal lægges transporttid til og fra de forskellige startsteder. Og Rikke deltog i løb over hele landet. Fløj til Aalborg, kørte til Thy. Timerne blev mange. Rigtigt mange. Hurtigt op til 25 timer om ugen. Tid, der lå ud over arbejdet. Og tid, som Rikke ikke brugte med sin søn eller med resten af familien. Og ved siden af trænede Rikke to til tre gange om ugen.

Opbakningen forsvandt
Så opbakningen var væk. Forståelsen for, at hun så gerne ville af sted, manglede. Også den aften, hvor sneen faldt tungt over Danmark.

Rikke havde brugt hele aftenen på at debattere. Både med sig selv og familien, der ikke mente, at hun var rigtig klog.

»Jeg kører jo forsigtigt«, tænkte hun.

Men der var ikke vinterdæk på bilen, så i sidste ende måtte Rikke erkende, at hun ikke kom ud ad døren. Selv om alt inde i hende skreg:

»Jeg vil!«.

Så Rikke surmuler og er irritabel.

Marts 2011 – familieliv
Det er lørdag, og Rikke og hendes søn er lige kommet hjem. De har været til træning. Eller rettere: Rikke har trænet en halv time i fitnesscentret, mens hendes søn har leget med de andre børn i centrets pasningsordning.

På vejen hjem handlede de ind til frokost, så hele familien kan spise sammen om lidt. Rikkes mand har klaret noget regnskab, mens de har været ude. Så nu står den på familietid. Noget der ikke var plads til tidligere, men som er begyndt at fylde og betyde meget for Rikke. For hun har ikke løbet maraton i år.

I slutningen af december trænede Rikke en smule, men hun begyndt at hoste. Det var for koldt at løbe, kom hun frem til, og familiens bekymringer begyndte at trænge igennem.

»Jeg har ikke været nok sammen med min familie«, kom hun frem til.

Nytårsforsæt
Så nytårsforsættet blev at skrue ned. Rikke besluttede kun at løbe fem maraton i 2011.

Rikke stoppede dog ikke med at hoste, selv om løbeskoene var sendt på vinterferie. Hun var træt, og i midten af januar fik hun konstateret lungebetændelse. Hun kunne ikke løbe.

Som Rikke blev mere rask og fik mere energi, begyndte hun dog at mærke et afsavn, der gjorde hele hendes hverdag grå. Hun var nedtrykt og manglede noget at se frem til, for maratonsøndagene i løbemiljøets fællesskab plejede at være ugens højdepunkt. Det var forsvundet, uden at hun havde fået noget til gengæld.

»Weekenden bliver kun jævnt god uden maraton«, tænkte hun.

Samtidig mærkede Rikke de fysiske abstinenser. Velværefølelsen fra endorfinkicket efter et maraton manglede.

Familien købte hus

Men efterhånden kom der så meget afstand til løbelivsstilen, at Rikke begyndte at flytte fokus. Familien købte hus, og hun begyndte at se frem til weekenderne, hvor de skulle male og sætte i stand. Og det blev langt sværere at være væk fra deres søn en hel dag.

»Han er blevet et rigtigt, lille menneske«, tænker Rikke, når hun lytter til sin drengs historier om en andefamilie.

I det hele taget er der blevet mere plads inde i Rikke. Det er de oplevelser, der inkluderer hendes mand og søn, hun ser frem til. Så ugens højdepunkt er turene i DGI-byens svømmehal eller besøget hos bedsteforældrene. Eller en lørdag eftermiddag hjemme sammen.

»Jeg går glip af så meget, hvis jeg ikke er her«, tænker Rikke.