Hvorfor stå inde på stranden og glo, når du kan svømme rundt mellem fisk, rev og tang selv? Undervandsjagt med harpun er blevet populært, og Dansk Sportsdykker Forbund oplever stigende søgning til introkurser. Folk vil i gang med snorkel, dykkermaske og svømmefødder, så de kan tage de første flaprende skridt ind i den verden, der gemmer sig under overfladen. For at fiske eller kigge. Man kan jo nøjes med at stikke hovedet under vand og kigge sig omkring med maske og snorkel. Hvilket WWF, Verdensnaturfonden, opfordrer alle danskere til at forsøge sig med.
LÆS ARTIKEL Eventyr: Udforsk livet på stenrevet
Våddragt, kæmpefinner og bly
Eller man kan gøre det lidt mere avanceret som virksomhedskonsulenten Thomas Gramstrup fra Søborg, der kører to timer fra København til Nordvestsjælland en mandag formiddag for at snige sig ind på havets indbyggere. Han er iført våddragt, isolerende handsker og sokker, kæmpefinner, bly og sikkerhedsflåde. Og en halvanden meter lang harpun
. »Men det er ikke noget med, at man bare kan fyre løs på masser af fisk. Det er ligesom alt andet fiskeri. Hårdt arbejde«, forklarer han, mens han i sorte crocs skridter stranden af for at finde det rigtige sted at fiske. Vandet ser nærmest spejlblankt ud her i Asnæs. Men på vejen kunne vi se, at vindmøllerne ved Kalundborg drejede voldsomt rundt, så der er sikkert både dønninger og strøm i fjorden, som hvirvler sand og segmenter op, så der bliver dårlig sigt. Og kan man ikke se mere end 2 meter frem, er det nærmest umuligt at jage og orientere sig. Masser af fisk på 20 cm Thomas Gramstrup har besluttet sig. Han tror på, at multen er derude et sted. Måske endda lige ind under kysten, for den kan lide at lægge sig på siden i lavt lunkent vand. »Det er forbløffende, hvor mange fisk du kan finde på 20-centimeters vand. Folk tror, at jo længere ud man kommer, jo bedre. Men der er mest dyreliv inde mellem stenene og tæt ved land, hvor der er skjulesteder og masser af mad«. Thomas Gramstrup indledte sin undervandskarriere som flaskedykker, men han kunne ikke drømme om at jage med medbragt luft på ryggen. »Det er ligesom forskellen på en sejlbåd og en motorbåd. Det skal være en rolig naturoplevelse, hvor jeg kun hører mit åndedræt og ikke har andre forstyrrelser. Boblerne fra luftflaskerne larmer helt vildt«. Fisken smager bedre Da han begyndte at jage, gik han efter fladfisk, som er det letteste bytte, når først man lærer at spotte dem på bunden, hvor man tit lige kun kan se et par øjne. Så har han skudt havørreder, der bevæger sig og er et sværere mål. Nu går han efter multen, som er en dejlig spisefisk. Men som også er rigtig svær at finde. Men det er jo en del af sporten. Og en fed skrubbe er også stadig en god ting: »Det er videnskabeligt bevist, at en skrubbe, man selv har fanget, smager mange gange bedre, end dem du kan købe hos fiskemanden«.




























