Træn hårdt. Træn kort. Sådan bliver du hurtigere – og blandt løberne hos Valbyløberne er der ikke tvivl. Det er sjovt at træne 10-20-30 i en stor flok på de øde veje i Carlsberg Byen.
30 sekunders jogging. 20 sekunders moderat løb. 10 sekunders spurt, i alt fem gange, inden der holdes to minutters pause. Og så på den igen. Bagefter kan de så grine hele vejen til blodbanken, når det viser sig, at de korte intervaller gavner konditallet, sænker blodtrykket og indholdet af skadeligt kolesterol. »3,2,1«, tæller 61-årige Jette Houlind ned og pifter i trillefløjten, og så kommer der ellers fart på de op mod 40 løbere, der er dukket op til træningen en diset aften i gadelampernes orange skær lige bag bryggerens elefantport. LÆS ARTIKELMindre træning gør løberen gladere Forinden har hun dirigeret løberne gennem en række koordinationsøvelser, styrketræning og stigningsløb, for ordentlig opvarmning er vigtigt for at undgå skader af de hårde spurter, siger Jette Houlind.






























