Sidste år var der 1.305 motionsløb over hele Danmark. Fra Copenhagen Marathon over ultraløbet Hammer Trail på Bornholm til Color Run, Zombieløbet og Mandehørm. Det er cirka 100 løb mere end i det hidtil største løbsår 2012. Og det er næsten en fordobling siden 2007, hvor der var cirka 700 løb på landsplan, viser tal fra motionslob.dk (eksternt link).
Alligevel er der tale om en nedgang i antallet af løbere til klassiske løb, vurderer Dansk Atletikforbund. Og løbsarrangørerne skal være stadig mere opfindsomme, fordi løberne forlanger høj kvalitet og masser af oplevelser, mener Martin Bork fra motionslob.dk, der siden 2007 har drevet Danmarks største løbskalender.


























