Optakten til mit maratonløb i Barcelona 13. marts 1983 var perfekt, og det var eneste gang, hvor forberedelserne lykkedes optimalt. I perioden op til løbet havde jeg 16 uger i træk, hvor jeg løb i gennemsnit 236 kilometer om ugen. Det er det, der er det svære. Som eliteløber kan du godt have 4 uger med så mange kilometer. Men så bliver du syg eller småskadet, fordi du hele tiden ligger på grænsen for, hvad kroppen kan klare. Det særlige her var, at jeg havde en lang udbrudt periode uden pauser. Det lykkedes kun for mig denne ene gang, hvor intet forstyrrede træningen.
Tre uger før løbet tog jeg til USA og løb to kanonhårde gadeløb i Houston og Arizona. Jeg vandt det ene og blev nummer 2 i det andet, og blandt deltagerne var der folk fra verdenseliten på 5.000 meter. Så da jeg kom hjem igen en uge inden maraton, vidste jeg, at jeg var i kanonform.
Det var ikke meget, jeg trappede ned op til løbet. Løbet var om søndagen. Lørdag løb jeg 20 minutter. Fredag 40 minutter. Torsdag to gange 11 kilometer. Onsdag 2 gange 15 kilometer. Tirsdag 38 kilometer, og det samme mandag. I den uge, jeg løb maraton i Barcelona, løb jeg i alt 177 kilometer. Det er da en sjat. Jeg ved godt, at folk trapper ned i tre uger, men det er altså noget andet, når man er i den form, jeg var i dengang. Selvfølgelig er det klogt at trappe ned og blive frisk, men det var svært for mig. Jeg følte mig i så god form, at hvis jeg blot løb to gange 10 kilometer på en dag, syntes jeg slet ikke, at jeg havde trænet. Så følte jeg mig overvægtig og ude af form dagen efter. Det var meget lettere for mig at vide, at jeg altid skulle træne hårdt to gange om dagen. Når jeg trappede ned, følte jeg, at jeg gav slip psykisk. Det er en sindssygt svær balance. Du skal blive frisk, men du må ikke blive slap i hovedet.
Vi trænede på en anden måde, end eliteløbere gør i dag. I Odense havde vi den filosofi, at vi skulle løbe alt, hvad vi kunne, hver dag. Det betød jo bare, at vi løb hurtigt, når vi var friske, og langsomt, når vi var trætte. Lad mig give et eksempel: Hvis jeg løb 23 kilometer om formiddagen og havde det godt, løb jeg da, hvad jeg kunne. Så var det 15:30 på de sidste 5 kilometer. Og fuld knap på den sidste kilometer i 2:45. Den slags træning var vi kendt for i Odense. Når de danske eliteløbere kom til Odense, kom de kun en gang, så kom de aldrig mere. De ville ikke træne med os. De sagde, at vi var sindssyge. Jeg syntes, det var kedeligt at løbe langsomt. Så i perioder løb jeg fartleg med skiftevis lynhurtigt og roligt tempo hele tiden. 23 kilometer om formiddagen og 15 kilometer om eftermiddagen. Sådan var det også i perioden helt op til løbet i Barcelona.
