Mens solen afløses af skyer, regn og en dertilhørende regnbue, ligger ’Ina 1’ og vugger roligt i vandet langs Krudtløbsvej på Holmen.
’Ina 1’ er en husbåd. Den plejede godt nok at sejle olie rundt til skibene i Københavns Havn, men i år 2000 blev den købt af Jens Hansen, der lagde til i det, der på myndighedsdansk hedder Holmens civile vandarealer, hvor han byggede på ’Ina 1’. De seneste fem år har han boet der med sin partner, Karina Kanskov.