En 63-årig kvinde, der tidligere tirsdag blev påkørt af en bus ved Nørre Allé i København, er død.
Det oplyser vagtchef Mads Østermark ved Københavns Politi tirsdag aften.
Kvindens pårørende er blevet informeret. Hun blev tidligere meldt i kritisk tilstand.
Politiet ved ikke, hvorfor kvinden befandt sig på busbanen, da hun blev påkørt.
»Hvordan det lige er sket, om hun har overset den, eller om hun bare er gået ud, er det, som vi nu vil undersøge, sagde vagtchefen tidligere tirsdag.
Den 63-årige kvinde blev efter ulykken bragt til Rigshospitalet.
Vagtchef Mads Østermark forklarer, at chauffør og passagerer i bussen ikke kom noget til.
»Men vi har selvfølgelig vurderet og vejledt dem omkring, hvis de får det skidt psykisk«, siger vagtchefen.
Politiet fik anmeldelsen om ulykken klokken 16.03.
ritzau




























