Det overraskende var ikke så meget, at statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Københavns overborgmester, Frank Jensen (S), i går sammen kunne lancere en mægtig plan med løsninger på hele tre af Københavns problemer: manglende boliger, tæt trafik og et truende klima.
Det var mere det, at de tre løsninger var tænkt sammen i ét økonomisk greb, så der angiveligt ikke skal bruges én skattekrone på at realisere en fremtidssikring af hovedstaden dybt ind i anden halvdel af dette århundrede.



























