Københavns Kommune har pengene til at sikre skoleveje, trafiksanere farlige og ulykkesplagede veje og gøre en indsats for at øge trygheden i udsatte områder aflyst. Men regeringen har sit anlægsloft, der kan hindre forbedringerne. Det kan tvinge Borgerrepræsentationen til at udskyde eller aflyse vigtige projekter.

Pengene er der. Men regeringen spænder ben: Københavns planer for sikre skoleveje og færre farlige gader er i fare

Sådan så der ud for 30 år siden i Nordre Frihavnsgade. I dag er der ikke ændret meget i gaden, der bruges af 6.700 cyklister og 4.700 bilister om dagen. Den er plaget af mange trafikulykker, men en planlagt trafiksikring risikerer at blive udsat indtil videre. Foto: Kim Agersten/POLFOTO
Sådan så der ud for 30 år siden i Nordre Frihavnsgade. I dag er der ikke ændret meget i gaden, der bruges af 6.700 cyklister og 4.700 bilister om dagen. Den er plaget af mange trafikulykker, men en planlagt trafiksikring risikerer at blive udsat indtil videre. Foto: Kim Agersten/POLFOTO
Lyt til artiklen

Nordre Frihavnsgade er frygtet og farlig for cyklister. På Strandboulevarden må cyklister dele vejbane med hurtigtkørende bilister. I Rantzausgade snor busser og cykler sig gennem gaden på samme kørebane. Og flere steder håber og beder forældre og lærere til, at der kommer sikre skoleveje.

Alligevel har Københavns Borgerrepræsentation planer om at opgive at forbedre trafiksikkerheden i en lang række projekter, den egentlig har stillet byens borgere i udsigt.

Begrundelsen er, at det statslige anlægsloft gør det umuligt for kommunen at gennemføre for mange byggeopgaver, og at nogle af de allerede vedtagne derfor må udskydes eller måske endda helt opgives.

Kommunen har pengene til projekterne, men regeringen har udstedt et anlægsloft, som den ikke må overskride. Det er grunden til, at så mange planlagte projekter nu parkeres på den administrative holdeplads.

Strid om beslutningerne

I går måtte teknik- og miljøudvalget i Borgerrepræsentationen imidlertid opgive at blive enige om, hvad der skal gøres ved en række af de mindre projekter, den har vedtaget i tidligere budgetforlig og aftaler.

Den beslutning er udskudt til efter nytår, hvor lokalpolitikerne vil forsøge at finde ud af, hvilket manøvrerum de egentlig har.

Det skete blandt andet på baggrund af en protest fra Enhedslisten, der ikke er tilfreds med, at forudgående aftaler ikke efterleves. Partiets teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager er utilfreds med, at man lader det være op til parterne i det seneste budgetforlig at afgøre, hvilke projekter kommunen skal opgive eller udskyde.

»En vedtagelse af fordelingen af anlægsmåltal uden enstemmighed vil være et brud på adskillige budgetaftaler«, finder hun i en indsigelse i økonomiudvalget, der har haft planerne på dagsordenen.

Sikre skoleveje kan standses af anlægsloftet

Blandt de lovede projekter, københavnerne risikerer at skulle kigge langt efter, er trafiklegepladsen på Formosavej - der allerede er blevet udskudt flere gange - kunstgræsbaner i Nørrebroparken og Hekla Park, en strand ved Valbyparken, en mulig forlængelse af havnebusserne til Nordhavnen, flere parkeringsanlæg, projekter mod luftforurening og tryghedsløft af flere udsatte boligområder.

Flere projekter, der skulle give sikre skoleveje, bliver alligevel ikke igangsat i den kommende tid. En række grønne projekter med blandt andet forbedring af Mimersparken og oprettelse af nye grønne områder, Pioparken i Sydhavnen og Kulbaneparken i Valby.

Til gengæld er indstillingen, at blandt andre et stort antal byfornyelsesprojekter skal gennemføres. Derudover lægges der op til at holde fast i tidligere beslutninger om at opføre et gartneri i Valbyparken, bruge penge på bycyklerne og udvide Dybbølsbro. Planerne om at forbedre fremkommeligheden for cyklister i Vendersgade, der blev aftalt i Budget 2017, fastholdes også.

Den endelige beslutning om, hvad kommunens folkevalgte vil gøre for at undgå at ramme anlægsloftet, ventes at blive taget på et møde i teknik- og miljøudvalget den 7. januar.

Søren Astrup

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her