Lige nu befinder Dronning Margrethe sig under jorden. Nærmere bestemt er hun på den første officielle tur med Københavns nye metro, Cityringen.
Øjeblikket har været længe ventet. Især for københavnerne, der har levet med metrobyggeriet i over otte år. Og nu kan spændingen snart ikke trækkes længere.
Hele formiddagen har Rådhuspladsen i København emmet af forberedelser og forventningens glæde.
»Yes. Yes. Yes. Hohoho. Hahaha«.
En lydmand i sort tøj sikrer, at der er hul i gennem på fronten, mens strygerne fra Copenhagen Phil øver. På det store bagtæppe står et kæmpe rødt M for det er temadag. Og temaet er metro. Alt er klar til det store åbningsshow.
Der er folk i røde metroveste, der holder styr på presse og VIPs i stivede skjorte og det her lidt anstrengte smil man har, når man skal ligne en for hvem, det bare er business as usual.
Program
Metroåbningen
Her er mintfarvede festivaltoiletter. Hvide balloner i klynger i lygtepælene. Og tre sorte labradorer, som er superglade, som selv bombehunde nu engang er det, når der er fest.
Alle ventede på æresgæsten. En kvinde på 79 år, der bor på Amalienborg Slot, der faktisk er flittig bruger af metroen. Lige om lidt skal hun ud på Cityringens jomfrurejse. Det bliver tredje gang, at dørene lydløst glider i bag hende.
Stamkunde
Første undergrundstogtur for Dronning Margrethe var i 2002, da hun i rødt outfit kørte med på den første metrostrækning i København, der nåede ud til Vestamager og Lergravsparken på Amager.
Allerede året efter gik regenten under jorden endnu engang for at lade sig fragte med elektromotor til Frederiksberg, da den strækning stod klar. Nu i blåt outfit med hvide detaljer.
Forlængelsen fra Lergravsparken til lufthavnen i 2007 klarede Kronprins Frederik. Men nu tager dronningen altså endnu en rundtur i metromanegen. Det store bygningsværk Cityringen har kostet over 22 milliarder kroner at bygge.
Derfor gik Dronning Margrethe for lidt siden ned ad den nyåbnede trappe til stationen på Rådhuspladsen. Her fik hun blomster af blomsterpigen Lili Moltke, der er barnebarn af Anne-Grethe Foss, direktør for Metroselskabet i over 20 år.
Og så skal dronningen ellers for den første officielle ærespendler drøne 15,5 km rundt om København. Bagefter venter det store åbningsshow foran Københavns Rådhus.
Alle stationer åbner klokken 16
Til stede ved indvielsen er blandt andre statsminister Mette Frederiksen, Københavns overborgmester Frank Jensen (S), transportordfører for Liberal Alliance og tidligere transportminister, Ole Birk Olesen og tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S).
Sidstnævnte har arbejdet med metrobyggeriet først som overborgmester i København og siden som direktør for selskabet By & Havn. I dag er derfor en rigtig stor dag for Jens Kramer Mikkelsen:
»Jeg har glædet mig som et lille barn til i dag,« siger Jens Kramer Mikkelsen.
Kun et sted stopper dronningens tog for en fransk visit. Det er på perronen på Frederiksberg Allé, hvor borgmester Simon Aggesen (C) giver en lille omvisning iført gyldne borgmesterkæder under de avokadogrønne terracotta kakler.
Så bipper det igen, og regenten suser videre. Forbi Nørrebro, Østerbro, Marmorkirken og Gammelstrand.
Tilbage på Rådhuspladsen 24 minutter senere er Pernille Rosendahl i gang med sit band, mens folk står tæt på hele pladsen. Forventningspresset er ikke blevet mindre.
Cityringen åbner for resten af befolkningen klokken 15. Den første time kan man kun stige på på Rådhuspladsen og Frederiksberg, men alle stationer er åbne for at stige af. Klokken 16 er alle stationer åbne.
fortsæt med at læse


























