Et af Københavns mest trafikerede kryds har det for tiden med at gå i sort.
Det er trafiklysene, der driller. Resultatet er, at det især i myldretiden flere gange har fået vejene omkring krydset Vesterbrogade/Bernstorffsgade til at sande til, mens det at komme gennem krydset bliver en trafikalt set ganske interessant oplevelse.
Hvad der er i vejen, aner teknikerne ikke. De har ellers siden den 19. oktober forsøgt af finde ud af, hvorfor signalerne holder op med at fungere.
SÅDAN ER REGLERNE
Er et lyssignal ude af drift, gælder reglerne om højrevigepligt, som siger, at du skal holde tilbage for kørende fra din højre side.
Medmindre der er opsat en vigepligtstavle, der giver ubetinget vigepligt i forhold til den tværgående trafik.
Under alle omstændigheder er trafikanterne forpligtet til at udvise gensidig hensyntagen.
»Vi har haft folk til at fejlsøge. En klassisk fejl er, at kabler er gravet over, eller at der kommer vand ind. Men det er ikke umiddelbart tilfældet her«, siger direktør Mikkel Rosing-Schow fra Dynniq, der er med til at stå for lyssignalerne og kablerne i krydset.
»Vi har ikke kunnet finde nogen fejl. Så mange ting er under mistanke. Vi leder efter fejl i programmet, i hardwaren eller i anlægget. Det sidste mener vi at have afkræftet«, tilføjer han.
Der er også ændret på styreprogrammet i teknikken, så signalerne bedre passer til de netop omlagte busruter i det indre København. Om det laver unoder er med i undersøgelserne.
Vigtig rute for hovedstadstrafikken
Hvornår trafiklysene atter kommer til at fungere uden afbrydelser, er uklart. At det er et skidt sted af have tekniske problemer er tydeligt, når fejlen rammer myldretidstrafikken. Krydset er et af de centrale i København med Hovedbanegårdens busterminal tæt på og den intense trafik til og fra Ring 2 nede ved Kalvebod Brygge.
Det bliver ikke bedre af, at der hersker en vis usikkerhed om, hvordan biler, busser og cykler skal agere, når signalerne går i sort. Det er noget med højrevigepligt og med at lade være med at køre ind i et kryds, man ikke kan komme ud af igen, der går galt, så alle kommer til at spærre for alle, og trafikken går helt i stå.
Resultatet har været klumper i de mange busruter, der kører forbi stedet, og solide kødannelser på vejene omkring krydset.




























