Djævleøen er oprindeligt navnet på et stykke af Københavns Havn lidt syd for indkøbscenteret Fisketorvet. Det lå uden for lands lov og ret og fik derfor det lidet tillokkende navn.
I dag er det en byggeplads og på vej til - forhåbentlig - at blive mere attraktivt. Boligblokke skyder op. Og nede i et hul i jorden bygges der også: Her er Metroselskabet i gang med at bore to rør frem mod Sluseholmen, Mozarts Plads og Ny Ellebjerg Station.




























