Kun et par dage efter at Jyllands-Posten bragte de første historier om kvinder, der følte sig krænkede af Frank Jensen (S), trækker hovedpersonen sig fra dansk politik. Farvel til titlerne som overborgmester, medlem af Borgerrepræsentationen og næstformand i Socialdemokratiet. Den hastige udvikling viser med al tydelighed, hvor meget politisk sprængstof der er i sager om sexisme og krænkelser, siger politisk kommentator på Politiken, Kristian Madsen.
»Jeg har aldrig set noget lignende i dansk politik. Godt to dage er gået, og en af de største figurer i dansk politik er fældet. Først havde vi Morten Østergaard, der inden for et døgn trak sig som politisk leder for de radikale. Nu er det så Frank Jensen. Det er fuldstændig vildt. Spørgsmålet er så, om vi har set den sidste politiker trække sig efter sager som disse. Jeg tør ikke sige det. Men et godt gæt er, at det har vi nok ikke«, siger Kristian Madsen.


























