Gunnar og Luna! De to glade børn præsenterer sig frejdigt med lyse stemmer, da de tager imod Politiken i gadedøren på 3. sal.
De to søskende er ivrige for at vise deres værelse frem og hopper ind på deres køjepladser, hvor Luna sover nederst sammen med sine venner, Tigerdyret og Enhjørningen – som hun har fået i nissegave, understreger hun alvorligt. Gunnar har bygget en drømmeverden i vindueskarmen med dinosaurer og flyvemaskiner i Lego.
Men løfter man blikket få centimeter fra uhyrer og brandbiler, ser man en næsten mere uvirkelig verden, der knap så meget er for børn.
Kun omtrent 10 meter fra køjesengen lige bag ruden suser biler, busser, varevogne, motorcykler og lastbiler forbi på en søjlebåren motortrafikvej, Bispeengbuen. Trafikken i seks spor høres inde i børnenes værelse som en konstant susen.
