Når danskerne hvert fjerde år går til kommunalvalg, falder landet i to dele. Der er de kommuner, hvor der er spænding om udfaldet, og så er der dem, hvor man kender resultatet på forhånd. Sådan en kommune er Frederiksberg. Eller rettere var.
For ved kommunalvalget i 2017 skete der noget usædvanligt i kommunen, hvor magten i 112 år har gået for at være synonym med Konservative, og hvor borgerne historisk har stemt lige så konservativt til kommunalbestyrelsen, som de har stemt rødt til folketingsvalg. Først langt ud på valgnatten og efter en fintælling stod det klart, at borgmesterkæden ikke skiftede parti. Sølle 168 stemmer gjorde udfaldet.




























