Navnene forekommer finurlige. Men der ligger en historie – en meget lang historie – bag, når Nyholm i København er spækket med gader og huse med navne som Spanteloftvej, Østre Takkelagehus og Bradbænken. Det handler om dybe lag af historie i det område, der har været den danske flådes hovedbase i århundreder.
I dag er flåden ved at være ude af området ved indsejlingen til Københavns Havn. Spørgsmålet er, hvad der skal ske med det. Mange ønsker det bevaret mest muligt, men blandt andre Forsvarsministeriet advarer mod at gå for langt i beskyttelsen af det historiske miljø.




























