Med sin velkendte evne udi rappe replikker er det nærliggende, at Inger Støjberg ville stemple det som en af de fine saloner i København.
I en 195 kvadratmeter stor andelslejlighed højt hævet over Søerne i København har folketingsmedlem Ida Auken fra Socialdemokratiet indbudt til såkaldt dagligstuemøde. Det er partifællen Lars Vedel Jørgensen, der er arkitekt, som lægger hus til, at 20 storbyvælgere kan mødes. De tager plads i møblerne ved siden af en gulv-til-loft-bogreol og et sort klaver med spejlblank overflade, og der er malerier på væggene og en kunstinstallation i loftet.
»Vi er her, fordi vi skal lege en lille smule og snakke politik«, siger Ida Auken, da hun byder velkommen.
I Københavns Storkreds er Ida Auken sammen med blandt andre Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard på en stor og hård mission, der kan være afgørende for, at partiet kan genvinde magten. Partiet har ikke råd til endnu en gang at tabe omfattende terræn hos vælgerne i hovedstaden, hvis partiet skal sikre sig tilstrækkelig med stemmer og opretholde ideen om at være et bredtfavnende folkeparti.
