Det er lige før, at Veronica Sander Barfred har svært ved at fatte, hvad der er overgået hende.
Sammen med sine to brødre udgør hun sjette generation i den familievirksomhed, der ejer og driver flere bygninger på Wilders Plads på Christianshavn. På hjørnet mellem to kanaler ligger en af dem, en gammel, gul værkstedsbygning, der er blevet det seneste omdrejningspunkt i kampen om byudviklingen i København. For selv om familien igennem flere år har planlagt en nedrivning sammen med kommunen, så blev det stoppet kort før jul.
»Det var et chok og en total overraskelse for hele familien. Vi har overtaget pladsen fra min morfar og har alle enten arbejdet eller boet herinde i perioder. Derfor har planerne om nedrivningen været forbundet med en vis angst hos os selv, og vi har gjort os meget umage for at lave en løsning, som vi mener, at hjørnet kan bære, og som er i tråd med vores værdigrundlag«, siger Veronica Sander Barfred.
Ifølge ejerne er bygningen i dårlig stand og rummer flere elementer med sundhedsskadelige stoffer som asbest, tungmetaller, pcb, bly, zink og olie. Derfor har det i længere tid været planen at rive bygningen ned og erstatte den med en ny og højere med restaurant i stuen og lejeboliger ovenpå.
