Efter flere knivoverfald på åben gade i København har politiet sigtet to mænd for at have begået et af overfaldene i kraft af deres tilknytning til den forbudte bande Loyal To Familia.
Det er kommet frem i et grundlovsforhør i Københavns Byret fredag. Her er de to blevet varetægtsfængslet i 25 dage.
Overfaldet på to unge på Dortheavej skete juleaften ved 21-tiden. Politiet mener, at der var tale om forsøg på manddrab.
Samtidig hævdes det i sigtelsen, at forbrydelsen blev begået som led i en konflikt mellem Loyal To Familia og en gruppering med tilknytning til især Ydre Nørrebro og København NV.
Politiet mener, at de to nu varetægtsfængslede juleaften sammen med andre i en Mercedes kørte til Dortheavej ved 21-tiden.
Den ene sad ved rattet, mens den anden sammen med ukendte medgerningsmænd steg ud af bilen iført maskering, mener politiet.
Ofrene var henholdsvis 16 og 19 år, har politiet tidligere oplyst.
Det ene offer blev ramt i maven, så han bagefter på hospitalet fik fjernet noget af leveren. Det andet offers milt måtte ligeledes bortopereres.
Den ene af de to nu varetægtsfængslede fra LTF sigtes også for et knivoverfald, der blev begået 27. november om aftenen på Knapmagerstien på Amager. Ved denne lejlighed var der ét offer, som blev ramt af fem knivstik. Også her var der tale om drabshensigt, hævder politiet.
Byretten har i grundlovsforhøret fængslet en tredje person, som beskyldes for at have deltaget i overfaldet på Amager.
ritzau
fortsæt med at læse




























