I mere end et årti har Mjølnerparken på ydre Nørrebro haft papir på, at det er et smertensbarn.
Det socialt udsatte boligområde med en overrepræsentation af beboere med anden etnisk baggrund end dansk var med på listen, da VK-regeringen i 2010 præsenterede den første af de såkaldte ghettolister.
Dengang byggede listen på koncentrationen af indvandrere og efterkommere, arbejdsløshed og kriminalitet i områder med flere end 1.000 beboere. Flere parametre har siden da ændret sig. Men Mjølnerparken har været en konstant. Indtil i dag.
På den nye liste fra Social- og Boligstyrelsen fremgår Mjølnerparken ikke på listen over, hvad der i dag kaldes »parallelsamfund«. Ikke et eneste område i Københavns Kommune er på listen.
