»Motiver, provoker og hjælp de kreative«, er Sune Bangs råd til skaren af intenst lyttende djøf’ere, der sidder rundt om mødebordet i det firkantede glasbur. Han er direktør i Kommunikationsbureauet København, som er et af flere stop på Djøf’s alternative aktiveringstur for 25 af deres ledige medlemmer.
»Hele formålet med turen er at vise, at der også er stillinger for djøf’ere i den kreative branche. Vi kan se, at der sker noget i den branche i forhold til vækst. Derfor handler dagens arrangement om at besøge forskellige virksomheder i netop den branche. Det er både designfirmaer og kommunikationsbureauer«, fortæller en af arrangørerne bag turen, Mads Højmark.



























