I januar kom smeden Tommy Svendsen ud for en arbejdsulykke, da han arbejdede med at bygge den københavnske metro. En rygskade sendte ham fra arbejde i ambulance, og måneden efter fik den sygemeldte smed en fyreseddel. I løbet af foråret fik Tommy Svendsen kontakt til en virksomhed i Norge, der gerne ville ansætte ham, hvis han ellers fik et svejsecertifikat, som han ikke havde. Som arbejdsløs havde smeden ret til seks ugers selvvalgt uddannelse, dog først efter fire måneders lediggang, men Tommy Svendsen var allerede på svejsekursus i april.
»Jeg valgte at betale kurset selv, så jeg kunne komme i gang igen«, fortæller Tommy Svendsen, der nu har været i arbejde siden begyndelsen af maj.




























