»Vi vil gerne have nogle danske unge ind - også for på sigt at kunne få nogle elever, men der er ingen stabile, danske ansøgere at få. Derfor er vi nødt til at skaffe arbejdskraft i udlandet«, siger Peter Drejer Nielsen.
Han ejer Høbjerg Gartneri og Gårdbutik nær Grenaa. Henover sommeren har han brug for ekstra mandskab til at plukke jordbær og ordne grøntsager. I øjeblikket har han to faste medarbejdere fra Rumænien. Otte andre rumænere har kontrakt henover sommermånederne. Han kender de ansatte udmærket, for de har haft sommerarbejde på gården de seneste seks-syv år.




























