Alle de 10 kurver, økonomiminister Margrethe Vestager (R) smider på mødebordet i sit kontor, peger den rigtige vej: opad. Det går bedre end længe på det danske arbejdsmarked.
De seneste fem kvartaler er beskæftigelsen steget, og det er den længste periode med positive tal siden krisens start i 2008. Der er kommet 19.000 flere i beskæftigelse, ledigheden er faldet, antallet af unge, der er under uddannelse eller har fået et job i stedet for at være på kontanthjælp, er gået op, flere ældre bliver på arbejdsmarkedet, og antallet af langtidsledige ligger under det halve af det vesteuropæiske gennemsnit.




























