Frem til foråret foråret 2013 forsvandt der job i Danmark. I kølvandet på krisen faldt antallet af danske lønmodtagere med næsten 178.000 fra marts 2008 til marts 2013, men siden er udviklingen vendt. I løbet af halvandet år frem til oktober 2014 er der skabt mere end 40.000 nye job.
»Der fortsat er langt op til niveauet før krisen«, siger chefanalytiker Erik Bjørsted fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.
Der bliver skabt nye job i næsten alle fag og brancher, viser Arbejderbevægelsens Erhvervsråds gennemgang af nye tal fra Danmarks Statistik. De 40.000 nye job er ikke udelukkende fuldtidsstillinger, men kan også være deltidsjob.
15.000 nye servicejobs
Det er i første række nye arbejdspladser inden for erhvervsservice, som trækker udviklingen. Erhvervsservice dækker alt lige fra vikarer og rengøringsjob til job indenfor virksomheder, der yder rådgivning, forskning og udvikling. Her er skabt mere end 15.000 nye arbejdspladser.
»Det er ikke kun job til højtuddannede, der er blevet skabt det seneste halvandet år. Der er også opstået muligheder for folk uden så meget uddannelse«, siger Erik Bjørsted, der også hæfter sig ved jobtallene for industrien.
»Industrien har været vant til årligt at tabe 6-7.000 arbejdspladser, men på halvandet år er der kommet godt 3.500 flere lønmodtagere i industrien, hvilket er en god og bemærkelsesværdig nyhed«, siger Erik Bjørsted, der også noterer sig, at det blot går tilbage i med beskæftigelsen i finansbranchen, hvor der også har været større fyringsrunder.
LÆS MERE
Kommuner vil sende 180.000 ledige i arbejdsprøvningI byggeriet, der ellers har klaget sin nød over, at håndværkerfradraget blev afskaffet ved årsskiftet, er der skabt i omegnen af 4.500 nye job siden 2013.
»Håndværkerfradraget har selvfølgelig givet nogle job, men spørgsmålet er om mange af de job, ikke var blevet skabt alligevel. Boligejere har måske fået fradrag for nødvendige reparationer, som de alligevel havde foretaget. Mange af bygge- og anlægsjobbene er også blevet skabt af fremrykkede offentlige arbejder som motorveje, renovering af almene boliger og udbedringer af stormskader efter to storme sidst i 2013«, siger Erik Bjørsted.
Spørgsmålet er så om udviklingen med flere jobs fortsætter ind i 2015.
»Jeg vil ikke udelukke, at luften går af ballonen i år. Jeg kan godt være bekymret for, at der ikke kommer gang i det private forbrug«, siger chefanalytikeren.
Dansk Byggeri tvivler på fremtiden
Arbejdsgiverorganisationen Dansk Byggeri gælder sig over den generelle fremgang i beskæftigelsen, men ser knap så lyst på den nærmeste fremtid i byggebranchen.
»Fremgang i byggeriet med godt 4.400 lønmodtagere er i høj grad midlertidige engangseffekter. Hele 3.500 job blev skabt i forbindelse med reparation af stormskader fra december 2013 til marts 2014. Vi havde også havde ødelæggende skybrud i Hovedstaden plus Nord- og Vestjylland i efteråret. Og oveni det kommer en »hamstringseffekt« før håndværkerfradragets ophør her ved nytår«, siger Bo Sandberg,
Dansk Byggeri, der vurderer, at bygge- og anlægsbeskæftigelsen falder fra cirka. 148.000 beskæftigede i 2014 til omkring 143.000 i 2015.
»Byggebeskæftigelsen ligger og roder nede på et niveau langt under det »normale – og her tænker jeg naturligvis ikke til de ekstreme bobleår 2006-07. Men med en øjeblikkelig beskæftigelse på mellem 145.000 og 150.000 ligger man væsentligt lavere end i den konjunkturmæssigt mere fredelige periode 2000-2005«, siger Bo Sandberg.
Der var mellem 160.000 og 170.000 ansatte i byggeriet i begyndelsen af 00’erne.




























