Det er et opgør om en af den danske models hjørnestene, der udspiller sig i Arbejdsretten i København i dag.
Har LO ret til at skride til faglige aktioner og blokader for at støtte Flyvebranchens Personale Union, der forsøger at presse den irske lavprisgigant Ryanair, der har nægtet at forhandle om en overenskomst? Eller får Ryanair ret i, at selskabet trods base i København ikke skal følge danske, men irske regler?
NU BLIVER DET ALVOR I RETTEN
LÆS OGSÅ Frank Jensen siger nej: London, Berlin, Stockholm og Oslo siger ja til Ryanair
Siden marts har Ryanair fløjet fra København til en stribe destinationer, og selskabet påregner at have fire fly med fast base i den danske hovedstad.
Tipper det den ene eller den anden vej i Arbejdsretten vil vidt forskellige scenarie udspille sig:
Hvad sker der, hvis LO vinder?
- Giver Arbejdsretten grønt lys for den varslede sympatikonflikt, vil eksempelvis portører eller flymekanikere fra de andre arbejdspladser i Københavns Lufthavn, der servicerer Ryanair, lovligt kunne nægte at udføre konfliktramt arbejde og dermed levere ydelser til Ryanair. Selskabet vil her få meget svært ved at få tanket deres fly i København eller få bagage om bord. Der skal ifølge loven gå fem dage fra rettens afgørelse, til at sympatikonflikten i givet fald kan begynde.
- Ryanair har varslet, at taber de i Arbejdsretten, vil selskabet forsøge at få rejst sagen ved EU-domstolen. Argumentet vil her være, at Danmark krænker EU's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed. En enkeltperson eller et firma kan dog ikke selvstændigt indbringe en sag for domstolen. Det kan kun nationale domstole eller en EU-kommissær. Ryanair vil dermed skulle håbe på, at en klage til EU-kommissionen kan få sagen for domstolen.
- Da konflikt og faglige blokader vil gøre det meget svært om ikke umuligt at drive ruterne ud af Købehavn, så længe den varer, kan Ryanair som reaktion vælge at nedlægge basen i København. Her vil Ryanair komme på linje med den lange række af selskaber, der flyver ind til København fra andre byer. Ryanair vendte sine flyvninger på denne måde , da en fransk domstol i 2010 slog fast, at selskabet, der drev en base i Marseille, var forpligtet til at indbetale bidrag til sygekasser og flere andre institutioner. Ulempen ved ikke at have en base er, at selskabet dermed ikke vil kunne servicere de første morgenkunder ud af København, som vil blive overladt til konkurrenterne, mens Ryanair først skal flyve sine fly ind fra lufthavne i andre lande. Ulempen har dog ikke været større, end at Ryanair siden det franske nederlag har øget antallet af flyvninger til Marseille.
- Alternativt kan Ryanair stik imod selskabets erklæringer og hidtidige praksis vælge at forhandle overenskomst med Flyvebranchens Personale Union og LO.
Hvad sker der, hvis Ryanair vinder?
- Får Ryanair medhold, vil LO-fagbevægelsen ikke have ret til at indlede den varslede sympatikonflikt. Ryanair vil dermed kunne fortsætte sine flyvninger fra den københavnske base, og det vil være ulovligt for fagbevægelsen at blokere for bagage og brændstof.
- Lider LO nederlag i Arbejdsretten, vil det rejse grundlæggende spørgsmål ved dansk fagbevægelses ret til at indlede konflikter mod udenlandske selskaber for at opnå overenskomst. Ifølge LO vil selve den danske arbejdsmarkedsmodel, hvor arbejdsmarkedets parter eksempelvis selv aftaler sig frem til mindstelønnen, være truet.
- Bliver en sympatikonflikt kendt ulovlig, vil vejen være banet for, at også andre flyselskaber kan kopiere Ryanairs model.
Ryanair har gennem en årrække også haft base i Billund, men den igangværende konflikt vedrører udelukkende København.
LO vil i sagen føre en række vidner, der tidligere har arbejdet for Ryanair, mens det irske selskab blandt andet fører Ryanairs europæiske chefpilot, som styrer alle piloterne i Europa og chefen for basen i København.
LÆS OGSÅ Transportminister: Ryanairs lønmundkurv er et angreb på den danske model
Mens sagen kører i retten, vil Flyvebranchens Personale Union søge at modbevise, at konflikten er udtrykt for forskelsbehandling på baggrund af Ryanairs irske oprindelse, sådan som selskabets advokater har fremført. Fagforeningen har således inviteret til til demonstration og fest under overskriften »Luftens Helte elsker Irland«.
Det er endnu uklart, om Arbejdsretten når til en endelig afgørelse i dag eller udskyder den til en af de kommende dage. Politiken følger sagen.
fortsæt med at læse




























