Dom annullerer erstatning på 700.000 kr. til to fyrede ansatte

Lyt til artiklen

Det var ikke diskrimination, da Moderniseringsstyrelsen i 2011 fyrede to ældre medarbejdere.

Det viser en dom fra Østre Landsret, som netop er faldet i sagen, og som dermed går stik imod en afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet, der i 2012 afgjorde, at der var tale om uretmæssige fyringer på grund af alder og påbød Moderniseringsstyrelsen af betale en erstatning på omkring 700.000 kroner.

Dommen falder i dag: Fyrede staten ansatte fordi de var for gamle?

Ifølge Østre Landsret er Moderniseringsstyrelsen blevet frifundet, »idet der i sagerne ikke var påvist faktiske omstændigheder, der gav anledning til at formode, at der var udøvet forskelsbehandling, hvorfor det ikke var bevist, at ligebehandlingsprincippet var blevet krænket ved afskedigelsen af de pågældende«.

Afgørelsen skuffer Lars Qvistgaard, som er formand for Djøfs Overenskomstforening for offentligt ansatte og har ført sagen.

»Vi er skuffede over, at retten ikke fulgte afgørelsen fra Ligebehandlingsnævnet, der fastslog, at der var tale om brud på ligebehandlingsloven, da de to medarbejdere, der på daværende tidspunkt var 58 og 54 år gamle, blev afskediget«, siger han.

DOKUMENTATIONLæs hele landsretsdommen her

Djøf vil nu nærlæse præmisserne for dommen for at vurdere, om der er grundlag for at gå videre med sagen.

Begge de fyrede medarbejdere er i dag ledige, og Lars Qvistgaard påpeger, at der trods dommen er et generelt problem i forhold til behandlingen af seniorer på arbejdsmarkedet.

»Vi kan se, at seniorer år for år er overrepræsenterede, når der sker afskedigelser i den offentlige sektor. Det er i direkte modstrid med alle de signaler, der lyder fra Folketinget om, at vi skal blive længere tid på arbejdsmarkedet. Det forudsætter, at der rent faktisk er job til seniorerne, og at man værdsætter deres erfaringer og kompetencer«, siger han.

I Moderniseringsstyrelsen er man godt tilfreds med dommen.

»Moderniseringsstyrelsen er tilfreds med dommens udfald, der bekræfter, at afskedigelserne i sommeren 2011 var saglige, og at der ikke fandt aldersdiskrimination sted«, lyder det i en mailbesvarelse fra styrelsen.

Ekspert: Nedslående

Arbejdsmarkedsforsker ved Aalborg Universitet Flemming Ibsen påpeger, at det kan være svært at løfte bevisbyrden i denne slags sager, hvor opgaven alene ligger hos forurettede.

»Det viser, at man er nødt til at være knivskarp, når man skal føre den slags sager. Det er jo ikke lovstridigt at fyre ældre ansatte, man må bare ikke gøre det med alder som argument, og det kan være svært at bevise«, siger han.

Det er uafhængig ekspert i arbejdsmiljø Tage Søndergaard Kristensen enig i.

»Denne dom viser med al tydelighed, hvor svært det er at dokumentere forskelsbehandling på arbejdsmarkedet«, siger han og henviser til Djøfs statistik.

»Det er tydeligt, at der diskrimineres kraftigt. Blandt de yngre medarbejdere er der langt færre fyrede, end der 'burde' være rent statistisk. Blandt de ældre er der langt flere - faktisk fire gange så mange, som man ville forvente. Dette billede er så krystalklart, at der ikke kan være tale om tilfældigheder«, siger han og påpeger, at man i dommen anvender argumentet, at der også var ældre medarbejdere, der ikke blev fyret.

Højesteret slår fast: Ældre må smides ud af a-kassen

»At det er en formildende omstændighed, at man ikke fyrede alle de ældre medarbejdere, er jo tankevækkende«, siger Tage Søndergaard Kristensen, som kalder det »nedslående«, at det netop er Moderniseringsstyrelsen, som tidligere hed Personalestyrelsen, der har kørt sagen.

»Denne styrelse er kendt for en meget hårdhændet arbejdsgiverprofil, men burde jo være et forbillede for offentlige arbejdspladser. Det er desværre ikke tilfældet, hvilket hele denne sag tydeligt demonstrerer«, siger han.

Line Prasz

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her