»Hej. Vi kommer fra Arbejdstilsynet«. Tilsynschef Rikke Høj giver restaurantejer Jan Jensen hånden. Han ser ubekymret og ikke det mindste overrasket ud. Og både McDonald's-butikken på Frederiksberg og de smilende ansatte bag disken tager sig da også overordentligt godt ud.
Rikke Høj og hendes kollega, tilsynsførende Birgit Ehlers’, besøg er varslet på forhånd, som man gør med nogle tilsyn. Især når man har journalister rendende i hælene. I dag er de særligt på udkig efter, om ungarbejdernes arbejdsvilkår her på stedet lever op til reglerne for ansatte under 18 år.




























