Skraldemænd går imod 3F-top: Her er alle organiseret i 3F

Foto: Morten Lau-nielsen (arkiv)
Foto: Morten Lau-nielsen (arkiv)
Lyt til artiklen

»Skraldemændene i København og på Frederiksberg er alle organiseret et sted - og det er i 3F.

Sådan lyder det i en pressemeddelelse fra Renovationsgruppen af skraldemænd i København og på Frederiksberg, der er organiseret i 3F Kastrup.

»Vi ved, at et godt fagligt og solidarisk sammenhold kan fastholde og forbedre vores løn og vores arbejdsvilkår«.

»Derfor holder vi fast i den demokratiske beslutning, vi har taget, - alle kolleger er organiseret i en og samme fagforening«, skriver skraldemændene.

I meddelelsen oplyser de, at de ikke har yderligere kommentarer.

Udtalelsen kommer i halen på den seneste uges debat om frit valg af fagforening. En ret som en dom ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fra 2006 slår fast.

Flere lokale klubber under 3F har talt imod det frie valg til at vælge fagforening. Det gælder Århus Stilladsmedarbejderklub og Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland.

»I vores murersjak har vi ikke nogen, der er uorganiserede, som kommer til at være med i de opgaver, vi har«, sagde Emil Olsen, formand for Murersvendenes Brancheklub i Nordjylland, lørdag.

Lydoptagelse fra lufthavnen: »Har du hørt om den lov, der hedder jungleloven. Jungleloven, den lever herude«

3F-toppen har i form af forbundsformand Per Christensen dog understreget, at der er frit fagforeningsvalg i Danmark, og det vil han indskærpe over for de lokale brancheklubber på en kongres i Aalborg i næste uge.

»Det er fuldstændig indiskutabelt, at vi skal overholde lovgivningen, og vi skal overholde de overenskomster, vi selv har indgået. Det kan ikke diskuteres«, sagde han lørdag eftermiddag til Ritzau.

Debatten blussede op, efter bagageansatte hos SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn tre gange har strejket overenskomststridigt, fordi en vikar har været fagforeningen IDA i stedet for 3F.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her