C25-indekset åbner med stor stigning, efter at bekymring fik aktier over hele verden til at falde mandag.

Danske aktier genvinder tabt terræn efter største fald i to år

I Tyskland faldt indekset DAX mandag med 1,8 procent, mens det førende aktieindeks i Storbritannien, FTSE 100, faldt med 2 procent. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
I Tyskland faldt indekset DAX mandag med 1,8 procent, mens det førende aktieindeks i Storbritannien, FTSE 100, faldt med 2 procent. Foto: Staff/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Det danske C25-indeks åbner i grønt efter det størst fald i over to år mandag.

Klokken 9.30 stod C25-indekset til en stigning på 2,4 procent. Efterfølgende er stigningen aftaget en smule og ligger kort efter klokken 10.00 på lidt under 2 procent.

Mandag faldt indekset med 2,6 procent, hvilket var det største fald siden maj 2022.

Det skete, efter at nøgletal i slutningen af sidste uge gjorde investorer nervøse for udviklingen i amerikansk økonomi. Det fik aktieindeks over hele verden til at falde.

Desuden landede en amerikansk jobrapport fredag, som viste, at der var skabt 114.000 nye job uden for landbruget i USA. Tallet var noget lavere end forventet og bidrog til investorernes bekymring.

Kursfaldene var særligt markante i Japan, hvor Nikkei 225-indekset mandag faldt 12,4 procent. Det var det største fald på en enkelt dag siden børskrakket i 1987 - også kaldet Sorte Mandag.

Men tirsdag har også de japanske aktier genvundet en del af den tabte værdi. Nikkei 225-indekset lukkede tirsdag med en stigning på 10,2 procent, mens det bredere Topix-indeks steg med 9,3 procent.

Også aktieindeks rundt i Europa bar mandag præg af den nervøse stemning.

I Tyskland faldt indekset DAX med 1,8 procent, mens det førende aktieindeks i Storbritannien, FTSE 100, faldt med 2 procent.

Begge indeks er tirsdag åbnet i plus.

I Danmark er C25 det toneangivende aktieindeks. Indekset er sammensat af de 25 mest handlede aktier på fondsbørsen i København.

De mest værdifulde selskaber fylder mest i indekset, så kursudsving for de største selskaber betyder mere for udviklingen i C25-indekset end i de mindre selskaber.

Tirsdag kort efter klokken 10.00 ligger Bavarian Nordic og Zealand Pharma i top med en stigning på over fem procent.

I bunden ligger Mærsks B-aktier og Tryg med et faldt lige under en procent.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her