Der kommer usædvanlig mange udlændinge til Danmark for tiden, og usædvanlig mange af dem er fra ikkevestlige lande. Det viser tal for årets andet kvartal, som er kommet i denne uge.
Bortset fra i 2022, hvor en bølge af ukrainere kom til Danmark, har bruttoindvandringen ikke i nyere tid været større i andet kvartal end i år, hvor 14.908 udlændinge kom til landet. Det er flere, end da flygtningekrisen var under opsejling i andet kvartal af 2015.


























