I sommer kunne Politiken fortælle om Ronald Salomonsen. Den 80-årige smed havde aldrig lagt planer om at gå på pension, men var fortsat med at arbejde med sit speciale – damp.
Salomonsen er en del af en tendens. Aldrig har så mange folkepensionister haft lønnet arbejde. Men der er også en tendens, som går stik modsat. Antallet af lønmodtagere, som pensionerer sig for egne midler inden samfundets pensionsalder, har heller aldrig været større.




























