Nationalbanken forventer, at dansk økonomi kommer til at vokse med 3,6 procent i 2025 og 2,3 procent i 2026. Genåbning af dansk naturgasfelt vil bidrage til væksten.

Nationalbanken spår økonomisk vækst på 3,6 procent i 2025

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Selv om udsigten til en mulig global handelskonflikt skaber usikkerhed om fremtiden for dansk økonomi, tror Nationalbanken på relativt høj vækst de kommende år. Alene i 2025 forventes det, at økonomien kommer til at vokse med 3,6 procent. Sådan lyder det i en halvårlig prognose, som er udkommet onsdag formiddag.

I en tilsvarende prognose i september var forventningen en vækst på 2,3 procent i år.

»Den relativt høje vækst i prognosen på 3,6 procent i år skyldes blandt andet udviklingen i dansk produktion i udlandet og genåbningen af Tyra-feltet«, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen i en pressemeddelelse.

Tyra-feltet er et olie- og gasfelt, som ligger i Nordsøen cirka 225 kilometer vest for Esbjerg. I 2019 blev det besluttet at tage det oprindelige Tyra fra 1984 ud af drift, fordi boreplatformene var sunket så meget, at der kunne opstå skader ved høj søgang. Siden har platformene undergået en ombygning, og det nye Tyra 2-anlæg blev taget i drift i foråret. Efterfølgende har tekniske problemer dog betydet, at der ikke kunne igangsættes fuld drift.

»Uden de to faktorer vurderer vi, at dansk økonomi vil vokse mere afdæmpet med en vækst på 1,4 procent i år«, lyder det videre fra direktøren.

Trumps trusler kan få betydning

Nationalbanken forventer desuden, at væksten i bruttonationalproduktet (bnp) kommer til at lyde på 2,3 procent i 2026 og 2,0 procent i 2027. Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.

Nationalbanken er dog ikke blind for, at der på den anden side af Atlanten er skabt en ny virkelighed, efter at Donald Trump blev indsat som præsident og har kastet om sig med trusler om højere told på europæiske og konkret danske varer. Hvis situationen pludselig eskalerer, kan det få stor betydning for den globale handel, skriver Nationalbanken onsdag.

»Vores analyser peger på, at øget fragmentering af verdensøkonomien eller et kraftigt fald i verdenshandlen kan betyde lavere vækst og højere priser – både herhjemme og globalt«, siger nationalbankdirektør Christian Kettel Thomsen.

Tidligere prognoser viser, at Nationalbanken ikke altid rammer plet med sine prognoser. For et år siden troede den på en bnp-vækst på 2,4 procent for hele 2024. Væksten endte på 3,6 procent.

Huspriser vil fortsætte med at stige

Nationalbanken tror også på, at huspriserne fortsætter med at stige de kommende år. Konkret spår den, at huspriserne kan komme til at stige med 3,5 procent på landsplan i år og 3,2 procent næste år. Udmeldingen lægger sig tæt op ad den tilsvarende prognose fra september sidste år.

Hos Arbejdernes Landsbank støtter man op om vurderingen af udviklingen i huspriserne, skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i banken, i en kommentar.

»Vi deler holdningen om de positive vinde på boligmarkedet, som er kommet godt fra land i 2025 med pil op på priser og handler. Der er da også medvind på flere punkter på boligmarkedet. Renterne er faldet, arbejdsmarkedet er stærkt med rekordhøj beskæftigelse og lav ledighed, og mange danskere oplever pæn fremgang i købekraften i kraft af pæne lønstigninger«.

Også hos Dansk Industri kan man se sig selv i vurderingen fra Nationalbanken.

»Boligmarkedet har det rigtig godt, og den tendens vil fortsætte i de kommende år. Ifølge Nationalbanken vil huspriserne stige med 10 procent over de næste tre år«, skriver Allan Sørensen, cheføkonom i Dansk Industri, i en kommentar.

»Over de næste tre år bliver en lejlighed på 100 kvadratmeter i hovedstadsområdet dermed 500.000 kroner dyrere«, tilføjer han.

En opgørelse fra Finans Danmark viste onsdag morgen, at der er markant forskel på, hvordan boligpriserne har udviklet sig forskellige steder i Danmark de seneste fem år. På landsplan lød prisstigningerne i perioden på 26 procent. Stigningen var højest i Region Hovedstaden, hvor både huse og lejligheder var blevet over 30 procent mere værd.

I den anden ende lå Region Nordjylland, hvor huse var steget omkring ti procent i værdi i perioden, mens lejligheder var gået en anelse tilbage.

Opdateres ...

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her