En amerikansk dommer giver Ørsted lov til at genoptage arbejdet på en havvindmøllepark ud for Rhode Island.

Ørsted får lov at genoptage arbejde på vindmøllepark

Fotocollage: Tomas Østergren. Foto: Jens Dresling / Freepik
Fotocollage: Tomas Østergren. Foto: Jens Dresling / Freepik
Lyt til artiklen

Artiklen er senest opdateret kl. 22.35 med endnu et citat fra Jacob Pedersen.

En amerikansk dommer har mandag givet Ørsted lov til foreløbigt at genoptage arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind i USA, skriver nyhedsbureauet Reuters. Også projektselskabet bag havvindmølleparken skriver det i en pressemeddelelse.

Trump-administrationen gav i august ordre til, at arbejdet på havvindmølleparken skulle standse øjeblikkeligt. Siden har arbejdet stået stille, og Ørsted har tabt millioner for hver dag, der er gået.

»De eneste ’bekymringer’, som bureauet henviser til, er imidlertid blot den potentielle risiko for nationale sikkerhedsproblemer eller ’forstyrrelse af rimelig udnyttelse af den eksklusive økonomiske zone, det åbne hav og territorialfarvandet’«, begrunder dommeren sin afgørelse med henvisning til det amerikanske havenergiagentur, Boem, som har beordret arbejdet stoppet, ifølge Energywatch.

»Bureauet henviser ikke til faktiske fund, der giver dem grund til at tro, at Revolution Wind har foranlediget nogen af disse bekymringer, eller at disse bekymringer er så alvorlige, at arbejdet skal indstilles øjeblikkeligt«, lyder det videre.

Det er usædvanligt gode nyheder for Ørsted, at man nu kan genoptage arbejdet på havvindmølleparken Revolution Wind. Sådan lyder vurderingen fra Jacob Pedersen, som er aktieanalysechef i Sydbank.

»Det er en overordenlig vigtig melding for Ørsted. Hvis man ikke kunne arbejde videre på projektet, var det blevet hundedyrt for Ørsted«, siger han.

Ifølge Jacob Pedersen ville det have kostet Ørsted over 10 milliarder kroner at droppe havvindmølleparken.

Nu er det op til Ørsted at vise, at man også kan overholde den tidsplan, der er lagt. Det har tidligere vist sig svært, men nu har man i hvert fald et fundament for, at man kan nå i mål nogenlunde til tiden, siger Jacob Pedersen.

Ørsted skriver i en pressemeddelelse, at Revolution Wind vil genoptage arbejdet »så hurtigt som muligt med sikkerhed som højeste prioritet«.

Mandagens afgørelse er ifølge Jacob Pedersen også et positivt tegn, når det kommer til den overordnede sag om lovligheden ved arbejdsstandsningen.

»Dommeren nævner, at stop work-ordren slet ikke har haft nogen gode argumenter. Det kan godt være, at bolden ikke er trillet ned på den rigtige side for Ørsted endnu, men det er der en sandsynlighed for, at den gør«, siger han.

Arbejdet genoptages hurtigst muligt

Det er projektselskabet Revolution Wind, som står for at bygge havvindmølleparken. Selskabet er ejet af Ørsted og Skyborn Renewables, som er ejet af Blackrock. Den foreløbige tilladelse giver Revolution Wind lov til at genoptage arbejdet, mens den underlæggende retssag om lovligheden ved selve arbejdsstoppet kører, skriver Revolution Wind.

De amerikanske myndigheder siger, at man stoppede arbejdet på havvindmølleparken, fordi man er bekymret for national sikkerhed. I høringen mandag har advokater for administrationen argumenteret for, at havvindmølleparken ikke levede op til visse betingelser for dens tilladelse, skriver Reuters. Revolution Wind var omkring 80 procent færdigbygget, da arbejdet blev beordret standset.

I et dokument, som indgår i sagen, fremgår det, at det ifølge Ørsted kan bringe hele projektet i fare, hvis arbejdet på vindmølleparken bliver forsinket til efter netop 22. september. Det er samme dag, som arbejdsstoppet er blevet foreløbigt ophævet. Det bliver ligeledes forklaret i dokumentet, at forsinkelser ikke kan gøres op 1:1. Det skyldes, at nogle af de fartøjer, som bruges i arbejdet, skal videre til andre projekter på et tidspunkt. Nogle af disse fartøjer er typisk booket over et år i forvejen, lyder det.

Revolution Wind skal ifølge planen forsyne over 350.000 husstande i delstaterne Rhode Island og Connecticut med strøm i 2026.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her