DJØF-rapport: Projektarbejde er fedt - men farligt

Lyt til artiklen

Projektarbejde. Det lyder smart, moderne og lugter lidt af vækst og visioner. Men alt for ofte er projektarbejde lig med overarbejde, stress og udbrændthed for de involverede medarbejdere. Når arbejdspladser forsøger sig med fleksible arbejdsformer, får arbejdet nemlig sjældent følgeskab af klare aftaler om, hvem der bestemmer, og hvor meget tid medarbejderne må bruge på det. Resultatet er alt for lange arbejdsdage. For fast hierarki Problemerne opstår især, når offentlige institutioner med fast hierarki og meget bureaukrati forsøger sig med fleksible arbejdsformer. Dét vurderer forskerne bag en ny stor undersøgelse fra juristernes og økonomernes fagforbund, DJØF. I rapporten tages temperaturen blandt medarbejdere på seks arbejdspladser, hvor fleksible arbejdsformer vinder indpas. Og konklusionen er klar: Projektarbejde er fedt - men farligt. »Vi er alle meget begejstrede for fleksibilitet i arbejdet. Det at kunne organisere sit arbejde, som man ønsker det, ser vi alle som store fordele. Men samtidig kan vi ikke selv forhindre, at fleksibiliteten får os til at arbejde for meget - ofte mere, end vi egentlig selv har lyst til«, siger seniorforsker Helle Holt fra Socialforskningsinstituttet, der står bag rapporten. Tendensen særlig udbredt i det offentlige Tendensen ses især i ministerier og andre offentlige institutioner. »I private konsulentbureauer er man bedre til at diskutere, hvor god kvaliteten kan blive til den pris og den tid, man vil ofre. I mange offentlige institutioner er man slet ikke forretningsminded på samme måde. For eksempel bliver det offentlige jævnligt ramt af nedskæringer - men ingen vil diskutere, om det så betyder, at der også må slækkes på kvaliteten«, siger hun. Der skal være klare retningslinjer Agi Csonga har en ph.d. i statskundskab og skrev i 2000 en bog om fleksible arbejdsformer. Også hun opfordrer til omtanke, før offentlige institutioner forsøger sig med det moderigtige projektarbejde. »Uden retningslinjer for hvor meget tid, der må bruges, ender medarbejderne hurtigt i et krydspres. Så bliver projektarbejdet nemlig bare en slags ekstraarbejde ud over den normale arbejdsdag«, siger hun. »Medarbejderne skal vide, hvad de kan forvente af projektarbejdet og hvilke mål, der er med det. Ellers vil det hurtigt bære præg af, at rollerne er uklare og ansvaret flydende, samtidig med at præstationskravet er uendeligt«, siger Agi Csonga. Bliver sat sammen på tværs af afdelinger Problemerne forstærkes, når den selvstændige projektarbejdsform med medarbejderansvar skal køre sideløbende med hierarki: »I mange hardcore bureaukratiske offentlige institutioner etableres projektarbejdet ved, at man plukker folk hist og her og sætter dem sammen på tværs af afdelingerne. Men ansvaret følger ikke med. I private virksomheder har den enkelte medarbejder et ansvar for sit arbejde, men i de offentlige fastholder man hierarkiet med mange chefer. Og så udebliver synergieffekten ved projektarbejdet«, siger Helle Holt. Mikset fører til stress Det problematiske miks mellem hierarki og fleksibilitet er en nem vej til stress, mener man i DJØF: »I de private virksomheder er der ingen tvivl om, hvor ansvaret ligger: Hos projektlederen. Men i de offentlige departementer og styrelser hersker et fast, hierarkisk system, og når der bliver uddelegeret projekter, bliver det pludselig uklart, hvor ansvaret ligger. Og det er en stor stressfaktor«, siger Finn Borch Andersen, der er formand for DJØF. Kritikken er ikke ukendt hos arbejdsgiverne i staten. Selv om projektarbejde er en stadig mere udbredt arbejdsform i det offentlige, erkender Personalestyrelsens direktør Lisbeth Lollike, at det af og til går for stærkt: Projekthåndbøger skal hjælpe »Der skal da nok være projekter, hvor man har kastet sig ud i det for hurtigt. Og så kan problemerne opstå, hvis projektet eksempelvis skal laves sideløbende med det normale arbejde. Derfor er man flere steder begyndt at udfærdige såkaldte projekthåndbøger forud for arbejdet, så medarbejdere og ledelse kan afstemme forventningerne til, hvor meget tid, der skal bruges«, siger Lisbeth Lollike. En DJØF-undersøgelse fra efteråret viser, at flere end halvdelen af alle de DJØF'ere, der arbejder i fleksible arbejdsformer, arbejder mere, end de ellers ville have gjort. Og af disse føler 37 procent sig stressede.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her