»Forleden talte jeg med en kollega på Als, der fortalte, at hans børn var kommet grædende hjem fra skole, fordi de var blevet mobbet med, at deres far er svineproducent«, fortæller Henrik J. Enderlein, hvis svinefarm er bygget op omkring den fædrene gård i landsbyen Snogbæk ved Sønderborg. Han forklarer, hvordan han oplever, at landbofamilier i stigende grad føler sig udsat for psykisk pres over gentagen kritik af deres erhverv. Kritikken er fejladresseret Henrik Enderlein, der viser rundt i de store kliniske svinestalde med computerstyrede fodringsanlæg og klimainstallationer, anser de seneste hændelser med svin, der er døde under transporter dels i Sydtyskland og dels på Als, som endnu et skæbnesvangert anslag mod landbrugserhvervs image. Han mener, at kritikken er fejlagtigt adresseret. »Det er den for ofte. Også når det gælder miljøspørgsmål«, siger Henrik Enderlein. »I sagen med de 96 døde svin i en transport i Tyskland var der tale om en menneskelig fejl. Menneskelige fejl kan opstå alle steder, og det er beklageligt. Men her falder det hele tilbage på spørgsmålet om dyrevelfærd og landbruget«, pointerer Henrik Enderlein. Unfair medier Han mener, at medierne ikke i tilstrækkelig grad formår at sætte sig ind i problematikkerne, men nøjes med de mere eller mindre dramatiske vinkler. »Tit og ofte kan vi ikke genkende de billeder, der tegnes i medierne af landbruget«, siger Henrik Enderlein, der også er formand for den sønderjyske landboorganisation, LandboSyd. »Medierne bevæger sig ikke ud til landmændene for at få indsigt i, hvad der foregår. Når det er sagt, skal jeg også skynde mig at tilføje, at vi selv bærer en del af skylden. Landbrugets organisationer formår simpelthen ikke at forklare sig godt nok. Derfor er jeg talsmand for, at erhvervet bruger mange flere millioner på kampagner, hvor der fortælles om miljøforhold og dyrevelfærd. Og vilkårene i landbruget i det hele taget. Der er en del budskaber, der må og skal ud for at skabe forståelse«, fortsætter han. Frustrationer »Vi er frustrerede over, at det kan være svært at fortælle i et selskab, at man er landmand. Der er nærmest lagt et odiøst skær over det. Helt galt er det i øjeblikket at være svineproducent. Tidligere blev det anset for driftigt, hvis der blev kørt mursten ind på en gårdsplads, fordi der skulle bygges. Nu skaber det mistro. Landmænd er blevet placeret i et ubehageligt lys«. »Det betyder, at de menneskelige omkostninger i landbofamilierne vokser. Jeg kender det selv. På et tidspunkt er også mine egne børn kommet hjem fra skole og har spurgt, hvad det er, der foregår ude i staldene. Så har jeg taget dem med på arbejdet, så de selv har kunnet opleve, hvad det handler om«, fortæller Henrik Enderlein. På spørgsmålet om, hvor stor hans svineproduktion er, svarer han tøvende: »25.000 svin årligt«. Og tilføjer så undskyldende: »Ja, du lagde nok mærke til, at jeg tøvede. Det sidder i kroppen. Bliver jeg nu anset for at være en skurk?«. Socialkonsulent Susanne Sander, der er tilknyttet landboorganisationerne LandboNord og LandboFyn, genkender Henrik Enderleins fremstilling af problemerne. Ægtefæller i klemme »Det er faktisk sådan, at hvis man er en driftig landmand og udvider, så er det ikke i orden, men er det en virksomhedsejer, der udvider, så er der applaus. Jeg har talt med ægtefæller til landmænd, der har problemer på deres arbejdsplads, fordi de er gift med en landmand. De skal forklare sig og har følt, at de har mistet deres position på arbejdspladsen. Det er belastende og betyder, at vi taler sammen om, hvordan de kan tackle disse problemer«, siger Susanne Sander.