»Min nærmeste chef ringede og hørte, hvordan det gik med min depression. Hun ville gerne have, at jeg kom forbi og sagde hej en dag, hvis jeg havde mod på det. Hun var faktisk oversød. Da jeg kom, så fyrede hun mig«. Det er slemt nok at blive fyret. Men bliver fyringen håndteret uprofessionelt og med manglende respekt – som i eksemplet – er det næsten ikke til at bære. Alligevel er det oplevelsen hos en stor del af de danskere, der har prøvet turen: Nogle har fået fyresedlen på en parkeringsplads, andre på en mail, via kæresten eller midt i kaffepausen i kantinen. Det fremgår af en ny undersøgelse, gennemført af konsulentfirmaet Teglkamp & Co. og jobportalen StepStone A/S, der har spurgt 618 danskere, hvordan de har oplevet at blive afskediget.
Dårligt samarbejde er hovedårsag til fyring
Og hvis nogen skulle være i tvivl, er det en rigtig dårlig idé at lægge sig ud med chefen. Et dårligt samarbejde er en af de hyppigste årsager til afskedigelser.
Ifølge undersøgelsen har mere end hver fjerde af de adspurgte oplevet, at de fik sparket, fordi der var problemer i samarbejdet med chefen. Og hver tredje mener, at deres afskedigelser blev taklet direkte uprofessionelt af chefen.
»Jeg blev kaldt til samtale kl. 14.00, da kl. var 13.55 – og fik ikke lov til at sige farvel til kollegaerne, skulle aflevere alt med det samme. Jeg havde været ansat i fem år i virksomheden og blev sat på gaden uden videre«.
Sådan lyder en af de mange personlige kommentarer, undersøgelsens deltagere har knyttet til deres besvarelser. Men virksomhederne burde – også for deres egen skyld – lære at takle afskedigelser bedre, mere professionelt og frem for alt med en passende respekt, mener en af undersøgelsens forfattere, Susanne Teglkamp, direktør i konsulentfirmaet Teglkamp & Co.: »Når virksomheder ikke bruger ret meget energi på at gennemføre en ordentlig afskedigelsesproces, så skyder de på mange måder sig selv i foden. For det skaber en række ’badwill ambassadører’. De afskedigede medarbejdere fortæller efterfølgende gerne vidt og bredt om de dårlige oplevelser, de har haft«.




























