Forslaget om at tilbyde danskerne uddannelse på fulde dagpenge vil primært gavne dem, der i forvejen har gode betingelser på arbejdsmarkedet. Sådan lyder kommentaren fra 3F til forslaget fra Socialdemokraterne om at give 2.000 danskere årligt mulighed for tre års uddannelse på fulde dagpenge og yderligere to års uddannelse på halve dagpenge.
Tilbuddet gælder de danskere, der har været medlem af en arbejdsløshedskasse i ti sammenhængende år. Socialdemokraterne mener, at det primært vil være lavtlønsgrupper, som vil benytte tilbuddet, da forskellen mellem deres nuværende løn og fulde dagpenge (14.798 kroner om måneden) ikke er så stor. Den betragtning deler 3F dog ikke. »Hvis uddannelse skal være seriøst interessant for vores rengøringsassistenter og andre, der ikke er vant til at bruge uddannelse, skal de have sikkerhed for, at de ikke får noget løntab. Udannelsen skal tilrettelægges, så de kan klare uddannelsen, uden at hverdagslivet går i stykker«, siger 3F’s forbundssekretær Per Christensen til Fagbladet 3F. HK: Godt at rejse diskussionen HK, der repræsenterer 350.000 medlemmer, er mere begejstrede for det socialdemokratiske forslag. Forslaget harmoniserer med det konkurrenceløft, HK længe har kæmpet for. »Det er helt rigtigt at rejse problemstillingen. I en globaliseret verden er det utroligt vigtigt at opkvalificere den danske arbejdsstyrke. Det væsentlige er at få diskussionen om et konkurrenceløft til Danmark i gang, og forslaget peger i den retning«, siger Bjarne Nielsen, der er næstformand i HK/Privat. AC: Kanon idé Også Akademikernes Centralorganisation (AC) tager godt imod forslaget. Afdelingschef Niels Lykke Jensen kalder det en »kanon idé«, fordi det kan være med til at løse de »gevaldige flaskehalsproblemer«, der er på arbejdsmarkedet. »Vi har et kolossalt problem med, at der er uddannelsesområder, hvor ledigheden er nærmest nul, så vi bliver nødt til at importere arbejdskraft. Det er godt, at man ikke kun arbejder på at opkvalificere de ledige, men også med at opkvalificere dem, der er i arbejde«, siger Niels Lykke Jensen. Socialdemokraterne foreslår, at ordningen skal omfatte uddannelse inden for de områder, hvor ledigheden er under to procent. Ordningen skal så justeres hvert år, så det tager højde for nye flaskehalsproblemer. AC vil gerne assistere ved at udarbejde og opdatere en sådan liste. Kulturrevolution for uddannelser Niels Lykke Jensen tror, at mange vil benytte tilbuddet, selv om det ville betyde en markant lønnedgang under uddannelsen. »I dag er der mange, der selv betaler deres masteruddannelse. Så der er potentiale for at nogle tusinder vil have mod på en lønnedgang i nogle år«, siger Niels Lykke Jensen. Men er det ikke urealistisk, at dine medlemmer vil gå ned til dagpengeniveau? »Der er så mange, der er uddannelsesinteresserede i voksenlivet. Der er virkelig sket en kulturrevolution hos mange, der også har taget uddannelse tidligere. Selvbetalte masteruddannelser og diplomuddannelser kan klare en del af behovet – og forslaget fra S kan komplementere«, siger afdelingschefen.


























