Blikkenslagere, tømrere og andre private virksomheder kan se frem til en vis grænse for, hvor lang tid de skal vente på, at pengene fra offentlige myndigheder tikker ind på deres konto. EU-kommissionen er på vej med et forslag om en tidsfrist for, hvornår det offentlige skal punge ud. I 2007 tog det gennemsnitligt regeringer og offentlige myndigheder i Europa over 65 dage om at betale deres regninger, hvilket er ti dage mere end virksomhederne, viser en undersøgelse fra inkassovirksomheden Intrum Justitia. Der arbejdes på juridisk ordlyd Kommissionen vil endnu intet sige om varigheden af den nye frist, men avisen European Voice beretter om overvejelser på 30 dage. Lovforslaget præsenteres »hurtigst muligt«, oplyser kontoret for EU’s erhvervs- og virksomhedskommissær Günter Verheugen. »Vi arbejder endnu på den rette juridiske ordlyd«, siger talsmand Ton Van Lierop. Dansk frist kan få skærpet tonen I Danmarks nationale lovgivning eksisterer der allerede en frist på 30 dage, hvorefter leverandøren kan indkræve renter for ubetalte regninger. Men det nye direktiv kan alligevel få indflydelse i Danmark og faktisk være med til at hjælpe danske virksomheder ud af en kattepine, mener både Dansk Erhverv og Dansk Industri. Erhvervsjuridisk fagchef i Dansk Erhverv Sven Petersen forklarer, at selv om den danske lov kræver, at kunden skal betale renter efter de 30 dage, så er det i praksis op til leverandørerne at trække pengene i land. »Med det nye direktiv kan det være, at myndighederne bliver pålagt selv at betale renten automatisk. Så slipper leverandøren for at sende rentenotaer af sted med posten«, siger han. Konsulent i Dansk Industris afdeling for små og mellemstore virksomheder Jesper Friis ser også en mulighed for, at kommissionens forslag kan skærpe de danske forhold. »Det kommer an på, om forslaget indeholder en form for overvågning fra europæisk hold, som kan forbedre forholdene i Danmark. På trods af den danske lov oplever landets virksomheder nemlig problemer med betalingen – også fra offentlige myndigheder. Det er specielt et problem for virksomhederne under disse tiders finanskrise«. DI: Små og mellemstore tør ikke presse I februar 2008 gennemførte Dansk Industri en undersøgelse af betalinger fra både offentlige og private kunder, og her anførte 179 ud af 191 virksomheder, at de modtager penge senere end aftalt. »Specielt små og mellemstore virksomheder i Danmark oplever problemer med for sen betaling. Den type virksomheder holder ofte tilbage med at presse på over for større kunder, fordi de er bekymrede for at miste fremtidige ordre fra kunden«, siger Jesper Friis. Kommissionen punger selv for sent ud I sommer udtrykte den europæiske ombudsmand Nikiforos Diamandouros bekymring om EU-kommissions egen evne til at betale regninger. For EU-kommissionen selv gælder en frist på 45 dage til at betale, men en undersøgelse fra ombudsmanden offentliggjort i juni 2008 viste, at kommissionen i 2007 betalte for sent i over 22 procent af alle tilfælde.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Åbne altaner i 120 meters højde? God fornøjelse og husk sikkerhedslinen
-
Elisabet Svane: Der er to stopklodser lige nu – og en måde af eliminere dem på
-
Politiken mener: Nationen betaler nu prisen for Løkkes egoisme
-
Udlandsruten alle har skreget på: Nu er den officielt meldt ud
-
Planlægningen er i gang: Sådan vil Kreml beskrive »sejren« over Ukraine
-
Elisabet Svane: Man skal være fatsvag for ikke at gennemskue Løkkes træk
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























