En bærepose er ikke bare en bærepose. Det er - i hvert fald i Danmark - også en serviceydelse. Danske supermarkedshandlende må punge mere ud end noget andet folkeslag i verden, hvis de ikke selv har en kasse under armen eller en pose i baglommen, når de går på indkøb. 2,75 kroner er den gængse pris for en solid bærepose med hank. Til sammenligning er prisen i Sverige omkring en krone for samme type pose, mens den andre steder, f.eks. England og Frankrig, er gratis. Herostratisk høj pris Prislejet i Danmark er helt utænkeligt i udlandet, mener Peter Skov, direktør i Plastindustrien. »Det er en herostratisk høj pris, som ville få mine kolleger i de andre EU-lande til at falde ned af stolen«, siger han. Som direktør for poseproducenternes brancheforening har Peter Skov i en årrække fulgt markedet tæt, og han har kunnet iagttage, hvordan danskerne langsomt har vænnet sig til at betale så forholdsvis mange penge for poser, fordi de ser det som en service i en travl hverdag. Størst avance De omkring 350 millioner bæreposer, som hvert år går gennem kasseapparaternes infrarøde lys, giver supermarkederne en omsætning på omkring 700 millioner kroner. Således har netop poserne historisk set været den varetype med størst avance i detailhandlen, siger Peter Skov. At fortjenesten er »ganske udmærket« medgiver Jens Juul Nielsen, der er informationschef i Coop Danmark. »Bæreposer er da en bedre forretning end at sælge mælk. Men satte vi prisen på poserne ned, så var vi nødt til at hæve dem andre steder, og der ville dagligvarerne nok stå først for«, siger Jens Juul Nielsen. Skummer ikke fløden Men hvorfor er det lige præcis i Danmark, at forbrugerne skal have flest småmønter frem for at få en pose? Hovedårsagen skal findes i den afgift, som den daværende regering med miljøminister Svend Auken i spidsen i 1992 indførte på bæreposer med det formål at nedbringe ressourcespildet. Det var en mærkbar afgift. Med ét blev plastproduktionen til poser reduceret fra omkring 19.000 til 8.000 ton om året. Her har den ligget lige siden. Dermed kan man ifølge Peter Skov fra Plastindustrien meget præcist opdele de 2 kroner og 75 øre. »En tredjedel går til produktion, en tredjedel til afgifter og en tredjedel er ren fortjeneste«, siger han. Stod det til ham, var det dog anderledes. »Det burde være muligt at blive enige i branchen om et lavt leje, så folk betaler en rimelig pris. For eksempel to gange produktionens omkostninger«, siger Peter Skov. I Dansk Supermarked konstaterer produktchef Jesper Pedersen, at afgiften er »kæmpestor«, og at det er grunden til, at prisen er, som den er. »Vi skummer ikke fløden på bæreposer. Og når kunderne fortsat vil betale, så må man jo tro, prisen er rimelig«, siger Jesper Pedersen. Gunstig position Og det vil vi, danskerne. Betale. Jesper Pedersen giver sit bud på, hvorfor prisen ikke skræmmer. »De fleste handler jo efter arbejde, og det er altså ikke altid, man husker at få en pose med hjemmefra eller gider at opbevare den dagen igennem«. Dansk Supermarked er i lighed med Coop i en gunstig position over for de få danske producenter. De to mastodonter kan kræve en lav pris - eller købe andetsteds, f.eks. i Tyskland og Kina. Sidste år sagde en manager hos den største danske producent, Mondi Packaging, at »detailhandlen er de værste hunde at være oppe imod«. Og også salgschef Torben Sørensen mærker presset. »Sat op mod de to er vi absolut ikke i nogen stærk forhandlingsposition«, siger han.