Novo får rabat på skat i Schweiz

Lyt til artiklen

Der er millioner at tjene for danske virksomheder, der går i udenlandsk skattely. Novo Nordisk skærer næsten to tredjedele af skattebetalingen ved at flytte en del af omsætningen fra Danmark til Schweiz. Skattebetalingen på en omsætning for 8,5 milliard kroner, som flyttes til Schweiz, ryger ganske enkelt fra 28 procent i Danmark til omkring 11-12 procent i Schweiz. Enkelt og lovligt Metoden - som Novo Nordisk bekræfter over for Politiken - er både enkel og lovlig. I Schweiz kan de enkelte kantoner tilbyde nytilkomne virksomheder skatterabat i op til 10 år og de enkelte kantoner er åbne over for forhandling. På den konto har Novo Nordisk sikret sig en skatteprocent på omkring 11 procent. Skatteminister Kristian Jensen (V) er meget lidt begejstret for den trafik af danske virksomheder, der i øjeblikket søger mod Schweiz. »Jeg kan ikke lide den sjakren, som man kan lave på skatteområdet i Schweiz. Danmark kan ikke konkurrere på den slags skatteprocenter, men må forsøge at være attraktiv på andre måder«, siger Kristian Jensen og tilføjer: »Vi har svært ved at konkurrere med sådanne skatteprocenter. Jeg ville ønske, at man i EU kunne blive enige om et bundniveau, selv om det ikke hjælper med Schweiz. Vi skal forsøge at være attraktive for virksomhederne, men samtidig er det også vigtigt at sige til virksomhederne, at det er nødvendigt, at de bidrager til samfundets udvikling«, siger skatteminister Kristian Jensen. Ikke skattely I Novo Nordisk bekræfter koncernchef Lars Rebien Sørensen, at selskabet har forhandlet skatten ned i Schweiz, men afviser, at koncernen er gået i skattely. »Vi ser ikke dette, som om vi går i skattely. Det er derimod en naturlig udvikling, fordi langt den største del af vores omsætning kommer fra udlandet. Vi valgte Schweiz, fordi landet er kendt for medicinalproduktion, har gode rekrutteringsmuligheder og har et attraktivt skatteniveau«, siger Lars Rebien Sørensen. Dyrt for Danmark Det er en kompliceret situation, som Danmark står i, når lande som Schweiz er klar til at forhandle selskabsskatterne helt ned omkring 12-13 procent. »Det vil være svært at konkurrere med en skatteprocent som den, Schweiz tilbyder. I modsætning til andre mere eksotiske lande, som tilbyder lave selskabsskatter, er Schweiz jo et attraktivt og velfungerende land, hvor der også er et godt uddannelsesniveau«, siger overvismand Peter Birch Sørensen. »Jeg er ægte bekymret over konkurrencen på skatteprocenter. Det er en udvikling, vi har set gennem lang tid, og den er svær at stoppe. Danmark har sænket selskabsskatten, og vi skal først se virkningen. Men det kan blive aktuelt at sænke den igen for at sikre, at Danmark er et attraktivt land at operere i«, siger Peter Birch Sørensen. Men trods udsigten til lavere udgifter til skat, er virksomhederne alligevel tilbageholdende med at rykke til udlandet. Skræmte virksomheder »De store sager om skattehuller og kritikken mod selskaber som TDC og Jyske Bank har i den grad skræmt virksomhederne. De ønsker ikke at blive udsat for al den negative omtale, der kan opstå, hvis de f.eks. vælger at flytte til et billigere skatteland«, siger partner og skatteekspert Søren Rasmussen fra revisionsfirmaet Deloitte. En ting er, at selskaberne kan gå i decideret skattely, en anden og mere oplagt mulighed er at sælge selskabernes patenter og rettigheder til produkterne, som så fremover skal beskattes i udlandet - fuldstændig den konstruktion Novo Nordisk foretager. »Den fremtidige produktion og meget udvikling vil foregå i Danmark, og Novo Nordisk er på ingen måde ved at forlade Danmark. Men det er rigtigt, at mange rettigheder og patenter på de fremtidige produkter vil ligge i Schweiz, og dermed vil beskatningen også ligge der«, siger Lars Rebien Sørensen.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her