Omkring middagstid i dag ved en dansk landmand i Vojens i Sønderjylland besked om, hvorvidt katastrofen, der ikke måtte ske, alligevel er sket. Da ligger de foreløbige testresultater om, hvorvidt den sønderjyske landmands grise er smittet med svinepest, klar. »Hvis det er positivt, starter vi storalarmen og banker øjeblikkeligt alt levende svin ned i en radius af minimum en kilometer fra de berørte gårde«, siger veterinærchef Arne Skjoldager fra Fødevareregion Sønderjylland. Klassiske symptomer Mistanken opstod i går på Danish Crown slagteriet i Blans i Sønderjylland, da omkring 100 svin, der var blevet afhentet til slagtning hos en landmand, viste symptomer på svinepest i form af slingrende gang og blodudtrædninger på bug og lår. »Det, der fik os til at trække i bremsen, var, at der var så mange dyr, som var syge i samme besætning og med alle de klassiske symptomer«, siger Arne Skjoldager. Et besøg hos svinebesætningen på gården, hvorfra svinene stammer, har dog beroliget veterinærchefen: »Her var der umiddelbart ikke noget at bemærke, bortset fra lidt småfeber og diarré hos dyrene, men vi tager ingen chancer«, siger Arne Skjoldager. Gårdens omkring 1.000 svin er omgående sat i karantæne sammen med slagteriet og de lastbiler, der bruges til svinetransport fra og til slagteriet. To andre sønderjyske gårde med svin er også sat i karantæne, fordi de muligvis har haft kontakt med den mulige smittede besætning. Tusinde svin skal slås ned Svinepesten, der ikke er farlig for mennesker, er næst efter mund- og klovsyge den husdyrsygdom, som koster danske svineavlere flest søvnløse nætter. Et udbrud vil betyde, at myndighederne kan blive tvunget til at slå mange tusinde svin ned. Derudover vil mange eksportmarkeder sandsynligvis blive lukket i op til et helt år, indtil man er helt sikker på, at smitten er stoppet. Og det kan koste den danske svineindustri, der årligt eksporterer for mellem 20 og 30 milliarder kroner svinekød, enorme summer. I Danske Slagterier tager man derfor mistanken fra Sønderjylland alvorligt, men mener dog, at der er grund til optimisme. »Vi har ikke set udbrud af svinepest rundt omkring i Europa, så det virker ikke sandsynligt, at det skulle være svinepest, men derfor skal man selvfølgelig ikke være afvise, at smitten kan være kommet til landet andre steder fra«, siger Lindhart Nielsen, formand for Landsudvalget for Svin. Ifølge beredskabschef i Fødevarestyrelsen Sten Mortensen er der gennemsnitlig ti alarmer om et muligt udbrud af svinepest i Danmark om året: »Men heldigvis har de alle efterfølgende vist sig at være falske«, siger beredskabschefen. Katastrofe i Holland Sidste udbrud af svinepest i Danmark var i 1933, men England, Holland og Tyskland har haft udbrud de senere år. De hollandske myndigheder var i 1997 nødt til at slå omkring 11 millioner svin ned efter et udbrud af svinepest. Katastrofen blev udløst, fordi en lastbilchauffør ikke havde renset sin bil som foreskrevet efter et besøg på en svinefarm i Tyskland. Svinefarmen i Tyskland var uden nogens vidende inficeret med svinepest, og smitten blev derpå overført til en hollandsk gård. »Årsagen til at katastrofen blev så omfattende, var, at der var rigtig mange svin i det berørte område, og at man simpelthen ikke havde kapaciteten til at slå dyrene ned hurtigt nok og dermed få begrænset smitten«, siger Sten Mortensen. Udbruddet kostede Holland omkring 13 milliarder i udgifter til oprydning og tabte eksportindtægter.
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Politikens USA-korrespondent: Trump fik ikke Grønland, men han fik lov til at tage en sejrsrunde på de sociale medier
-
Von der Leyen var knap færdig med sin tale, før jungletrommerne gik i danske medier
-
Han er simpelthen fejlcastet som Spangs afløser
-
Folk var nærmest i chok, da Rihanna pludselig stod på scenen
-
Aftalen er en kæmpe sejr for det grønlandske og danske diplomati
-
Prinsesse Dianas bror forsvarer Charles-påstand: Jeg siger sandheden
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Vi har en ny lyd-app til dig
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
Mads Mikkelsen havde tilsyneladende anbefalet platformen. To måneder senere var hele hendes opsparing væk
Debatindlæg af Jesper Gronenberg
Klumme af Lars Dahlager