Forældre slipper for at tage stilling til, om deres børn skal spise vitamin-cornflakes til morgenmad. Kellogg's vil nemlig ikke sælge produkter med ekstra vitaminer og mineraler herhjemme. »Vi har opgivet at bringe de vitaminberigede produkter på det danske marked«, siger John Buckles, administrerende direktør i Nordisk Kellogg's. For tre måneder siden nedlagde Fødevarestyrelsen forbud mod 18 slags berigede cornflakes og myslibarer fra Kellogg's. Myndighederne vurderede, at indholdet af B-vitamin, folinsyre og jern var for højt. Englændere, svenskere og tyskere har spist de berigede produkter i årevis. Sundhedsskadeligt indtag Afslaget bygger på det skøn, at når flere virksomheder i fremtiden får lov at sminke maden, vil en fjerdedel af kosten være beriget. Myndighederne frygter derfor, at danskernes samlede indtag af vitaminer bliver sundhedsskadeligt, hvis morgenmaden er vitamincornflakes fra Kellogg's. Siden afslaget har parterne forsøgt at blive enige om en berigelse, der passer bedre til danske maver. Det er ikke lykkedes. »Men hvis vi i fællesskab med de danske myndigheder senere finder frem til et passende niveau for berigelse, så må vi se på det igen«, siger John Buckles. Restriktiv politik Danmark har den mest restriktive politik over for berigede fødevarer i EU. Sidste år satte EF-domstolen en stopper for Danmarks generelle forbud og pålagde Fødevarestyrelsen at vurdere risikoen ved hver enkelt beriget fødevare. Siden har virksomheder fået lov at berige blandt andet margarine, energidrikke, juice og mel. Efter debatten i august advarede kosteksperter mod det høje indhold af sukker i produkter fra Kellogg's. 39 procent af en pakke 'Frosties' er sukker. Kellogg's har siden besluttet at bringe en række produkter med mindre sukker og mere fiber på markedet. Overflødig berigelse Gitte Gross, fødevareekspert i Forbrugerrådet, er tilfreds med, at Kellogg's dropper vitaminmorgenmaden, for »langt de fleste danskere får dækket deres behov for vitaminer og mineraler gennem kosten. Derfor er berigelse overflødig«. Kellogg's nye produkter med mindre sukker og mere fiber gør ikke det store indtryk på Forbrugerrådet. »Det er da glædeligt, men det ville være mere overbevisende, hvis Kellogg's samtidig stoppede med at sælge Frosties og andre produkter, der ikke egner sig som morgenmad«, siger Gitte Gross. Industrien ærgrer sig Dorthe Pedersen, chefkonsulent i Dansk Industri, ærgrer sig over, at Kellogg's og Fødevarestyrelsen ikke er blevet enige om en passende tilsætning af vitaminer. »Vi ønsker at give forbrugeren valget mellem produkter med og uden ekstra vitaminer og mineraler«, siger hun. Hvilket behov hos forbrugeren opfylder berigede cornflakes? »Forbrugere, der tvivler på, om de får vitaminer nok, bør kunne vælge mellem en vitaminpille og berigede cornflakes. Berigelse giver desuden virksomhederne en ekstra mulighed for at adskille sig fra hinanden. Det er et konkurrenceparameter«, siger Dorthe Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Hvis du tror, at ulven er jydernes problem, skal du måske tro om igen
-
Obama slår alarm, mens Trump fejrer afgørelse, der vil ændre amerikansk valghandling
-
Hårdt presset Trump truer Europa med det store brud
-
Så meget utilfredshed og en guitarsolo mast ind på et minut og 40 sekunder. Det er verdens ottende vidunder
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Salg af lejligheder i københavnsk boligområde kaldes »pinligt og dybt problematisk«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























