Populære banklån til boligejere koster dyrt

Boligejere skal passe på prioritetslånene. - Arkivfoto: Lars Hansen
Boligejere skal passe på prioritetslånene. - Arkivfoto: Lars Hansen
Lyt til artiklen

Bankernes nye store sællert - de såkaldte prioritetslån - er penge lige op af lommen på boligejerne. Prioritetslånene er bankernes svar på realkreditinstitutternes flexlån, men alle beregninger viser, at boligejerne kan spare mange penge ved at gå i en stor bue uden om banken. »Proritetslånene er ikke specielt billige. Hvis det drejer sig om belåning af et nyt hus, så vil jeg til enhver tid tage et realkreditlån«, siger Claus Israel, som er partner i det uafhængige rådgivningsfirma Finanshuset i Fredensborg. Varmt brød Ifølge direktør i Danske Bank Peter Straarup sælger prioritetslånene som 'varmt brød', og også underdirektør i Nordea, Henning Bonde, melder om stor interesse. Men eksperter uden for banksektoren har svært ved at forstå, hvorfor boligejerne i den grad kaster sig over de nye prioritetslån. »Det kan undre mig, at der er tale om en så stor succes, i forhold til at de fleste mennesker har billigere alternativer. Som rådgiver må man spørge sig selv, om kunderne har fået et realkreditlån at sammenligne med, før de tager stilling«, siger Claus Israel. Forbløffende De samme toner kommer fra cheføkonom i BRFkredit Jens Chr. Nielsen. »Det er forbløffende, at prioritetslånene sælger 'som varmt brød', hvis kunderne er blevet rådgivet om alternative produkter, som de har krav på ifølge reglerne om god skik«, siger han. Stor kassekredit Prioritetslånene fungerer som en meget stor kassekredit med pant i huset, hvor man kan belåne op til 80 pct. af ejendommens vurdering. Bankerne sælger bl.a. prioritetslånene på, at man får samme rente på de penge, man sætter ind på kontoen, som man betaler i rente på lånet. Men beregninger, som BRFkredit har lavet, viser, at man skal sætte 400.000 kr. ind på et prioritetslån på 1 million kroner til en rente på 4,0 pct., før det bliver lige så billigt som et realkreditlån på 1 million kroner. Hos Nordea er 4,0 pct. den laveste rente på et prioritetslån, mens et rentetilpasningslån i et realkreditinstitut kan fås for 2,9 pct. inklusive bidrag. »Umiddelbart er det selvfølgelig en fordel at få en højere rente på sit indlån med et prioritetslån. Men hvem har 400.000 kr. stående til ingen rente. Det kan ikke være mange«, siger Claus Israel. Særlige forhold Henning Bonde, Nordea, medgiver da også, at der skal særlige forhold til, for at et prioritetslån kan betale sig. »Det gælder især dem, der kan drage fordel af den fleksibilitet, som et prioritetslån giver. F.eks. kunder, der forventer store ændringer i deres økonomi, hvor de kommer til mange penge, eller andre, som har fordel af den variable udnyttelse. F.eks. ved at bruge lånet som lønkonto«. Sjælden fordel Henning Bonde erkender dog, at en månedlig lønindbetaling ikke kan gøre det. »Det vil sjældent være nok til at opnå en fordel. Så skal der være tale om en reserve, som man har stående på en anden konto, og som man kan sætte ind«. En speciel fordel ved prioritetslånene i forhold til et realkreditlån er, at man kan bruge løs af sin 'friværdi' inden for lånerammen uden at betale tinglysningsafgift. Det skyldes, at lånet bygger på et såkaldt ejerpantebrev, som kan genbruges, når det først én gang er oprettet. Med almindelige afdrag på et lån på 1 million kroner tager det imidlertid 5-6 år at oparbejde en 'friværdi' på 100.000 kroner. Bruger man dem igen, kan man spare 2.900 kr. i tinglysningsafgift. »Spørgsmålet er, om man vil betale overrente i 5-6 år for at få den fordel«, siger Jens Chr. Nielsen. Løfte i problemer Økonomiminister Bendt Bendtsen (K) lovede i foråret realkreditinstitutterne, at de vil få den samme mulighed som bankerne for at yde lån på baggrund af ejerpantebreve. Men løftet er løbet ind i problemer, fordi bl.a. Skatteministeriet mener, at det bliver for dyrt for det offentlige i form af mistede tinglysningsafgifter. Så vidt Politiken erfarer, spiller ministeren derfor ud med et reduceret forslag - måske allerede i næste uge.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her