Fra Hørsholm til Holeby, Gentofte til Gram og Søllerød til Sundsøre. Fra hovedstadsområdets hotte matrikler til de yderste parceller i landet har boligejerne nydt godt af otte års uafbrudt fremgang i ejendomspriserne. Derfor kan hver boligejer disponere over en formue på næsten 600.000 kroner i gennemsnit ved udgangen af 2003. Så store er friværdierne i vores huse, når først realkreditinstituttet og bankerne har fået deres. Men der stopper historien ikke. Yderst skævt fordelt De frie formuer i boligen er nemlig yderst skævt fordelt rundt om i landet - meget skævere end forskellen på de dyre og billige områder i landet tilsiger. Det viser tal, som Politiken har fået stillet til rådighed af Realkredit Danmark. Tag bare rigmandsenklaven Gentofte ved København og den lille by Holeby på Lolland. Et parcelhus koster i gennemsnit 3,1 mio. kr. i Gentofte, cirka syv gange mere end de 480.000 kr. man slipper med i Holeby. Men når kreditorerne har taget deres del af kagen, og de frie værdier skal gøres op, vokser forskellen mellem rig og fattig yderligere. En husejer i Gentofte kan i gennemsnit frit disponere over 1,8 mio. kr., som kan belånes og bruges til nye biler, et sommerhus, ekstra indbetalinger på pensionsordningen eller oprydning i dyre bank- og kontokortlån. Holeby må tage til takke I Holeby må de tage til takke med gennemsnitlige friværdier på cirka 120.000 kr. Det vil sige, at husejeren i Gentofte har 15 gange mere at forsøde tilværelsen med. Et tilfældigt udslag af markedsmekanismerne på boligmarkedet, som man må leve med ? Eller skal samfundet gribe ind her ? »Jeg synes ikke, det er rimeligt, at vi har et boligmarked, der genererer så store uligheder i formuerne«, siger direktør Lars Andersen fra Arbejderbevægelses Erhvervsråd (AE) - en økonomisk tænketank inden for den socialdemokratiske bevægelse. Let spiselige mursten Hans synspunkt er, at de store friværdier udelukkende er skabt af samfundsudviklingen - den økonomiske udvikling har simpelthen gjort jord og huse dyrere. »Derfor bør en større del af værdistigningerne komme samfundet til gode, og det kan f.eks. ske via øget ejerboligbeskatning«, siger Lars Andersen. Han påpeger, at det nuværende skattestop på ejerboliger, der sætter loft over det maksimale krone- og øre-beløb, husejerne kan kommet til at slippe i skat. Da priser er steget mest i hovedstadsområdet, er det også de velhavende boligejere i det område, der har haft størst fordel af skattestoppet. Alternativt kan man målrette udbetalingerne fra de offentlige kasser bedre. »Når man udmåler, hvem der kan få sociale ydelser, bruger man i dag typisk folks indkomster. Men jeg mener, at man i højere grad også skal tage hensyn til de formuer folk har, f.eks. dem der er bundet i husene«, siger Lars Andersen. Men folk har jo netop bundet pengene i mursten. Dem kan de da ikke bare spise ?

»Jo, det er lige så godt som likvider, fordi murstenene kan belånes og omsættes til penge. Og man må endda sige, at det er blevet lettere og lettere at spise mursten, fordi der er udviklet nye lånetyper, f.eks. afdragsfrie lån og nedsparingslån«, siger Lars Andersen. Lånetyperne er forklaringen Og netop de nye lånetyper er formentlig en af de væsentligste forklaringer på, at forskellen på de frie værdier i husene er så store landet over, mener seniorøkonom Jacob Nielsen fra Realkredit Danmark. F.eks. indførelsen af de såkaldte flexlån - lån hvor huslejen kan svinge fra år til år - for otte år siden. »De steder i landet, hvor vi ser de største friværdier, er også de steder, hvor flexlån blev taget til sig først. De var finansielle trendsættere og har indkasseret meget store besparelser«, siger Jacob Nielsen. Den hidtidige erfaring med flexlån er, at de boligejere, der har haft dem siden begyndelsen i 1996, ikke blot har sparet ti procent på den månedlige ydelse i forhold til boligejere med en traditionelt fastforrentet lån. De har samtidig kunnet afdrage ti procent mere - lige ned på friværdikontoen.