Med øjeblikkelig virkning har Fødevareministeriet forbudt alt fiskeri efter laks i Østersøen. Det sker, fordi analyser har vist et for højt indhold af giften dioxin i 29 ud af 30 laks fra Østersøen. Stoffet kan øge risikoen for kræft, skade fostre, påvirke vores modstandskraft over for infektioner og ændre hormonbalancen. Indholdet i de testede laks er sundhedsskadeligt, hvis man spiser laks regelmæssigt i en længere periode. Fiskeri bliver ikke genåbnet foreløbigt Laksefiskeriet har været lukket ned fra tidligere på året, fordi fiskerne har fanget deres ration. 1. april skulle fiskeriet åbne igen, men det sker ikke foreløbig, skriver ministeriet i en pressemeddelse. Dioxin i fisk stammer blandt andet fra udledning af spildevand og fra luftforurening fra industri og anlæg til forbrænding af affald. 29 laks med for højt indhold Ministeriet oplyser, at 30 laks fanget i Østersøen er blevet undersøgt for dioxin. Der er fundet overskridelser af for dioxin på 5 til 85 procent i prøverne. Kun for en enkelt laks er indholdet af dioxin under den fastsatte grænseværdi. »Dette er selvfølgelig hårdt for fiskeriet, mens dioxins skadesvirkninger for menneskers sundhed er veldokumenterede«, siger fødevareminister Mariann Fischer Boel (V). Ministeriet kalder ikke laks fanget i Østersøen tilbage fra butikkerne. Fundet i sild for en måned siden Giften blev for første gang fundet i danske fisk for en måned siden. I tre ud af syv prøver fra sild øst for Bornholm viste var indholdet af giften højere end grænseværdien - i nogle prøver var værdien overskredet med 100 procent. Det fik Fødevareministeriet til at iværksætte en mere tilbundsgående undersøgelse. Danmarks Fiskeriforening har tidligere udtalt, at frygten for dioxin er meget overdrevet: »Så skulle folk ligge døde på strandene nu«, lød det fra foreningen for to-et-halvt år siden. Fødevareministeren vil fortælle EU-Kommissionen og de øvrige medlemslande om de danske fund for at skabe fælles europæisk fodslag i sagen.
Østersølaks er fulde af gift - minister forbyder fiskeri
Lyt til artiklen