Skattestop bekymrer ny overvismand

Ny overvismand Peter Birch Sørensen. - Foto: Peter Hove Olesen
Ny overvismand Peter Birch Sørensen. - Foto: Peter Hove Olesen
Lyt til artiklen

Regeringens skattestop vil hen ad vejen blive mere og mere generende for samfundets økonomiske udvikling. I sidste ende kan skattestoppet betyde et sammenbrud for regeringens såkaldte 2010 plan - den plan, der ellers skulle langtidssikre det danske samfund. Meldingen kommer fra økonomiprofessor Peter Birch Sørensen, der ved årsskiftet satte sig i stolen som økonomisk overvismand. »Hvis man ikke magter at gennemføre reformer og fastholde en stram styring af de offentlige udgifter over en længere årrække, så risikerer vi at få en slappere finanspolitik og dermed en større offentlig gæld, fordi skattestoppet reelt betyder gradvist faldende skatteindtægter. Det vil være opskriften på sammenbrud af 2010-planen«, siger Peter Birch Sørensen. 2010-planen går bl.a. ud på at halvere den offentlige gæld, så samfundets renteudgifter fremover beslaglægger en mindre del af det offentlige budget. Det er nødvendigt, hvis standarden i den offentlige sektor også skal opretholdes i fremtiden, hvor der bliver færre erhvervsaktive til at betale regningen for især flere ældre uden for arbejdsstyrken. Skader kunne undgås Overvismanden anerkender regeringens argument om, at skattestoppet kan give større udgiftsdisciplin i den offentlige sektor, men peger på, at samme effekt kunne opnås gennem et udgiftsstop. Dermed kunne man undgå de negative bivirkninger af skattestoppet. For et af hovedproblemerne er, at skattestoppet skævvrider skattestrukturen mere og mere, fordi skat på arbejdsindkomst kommer til at fylde mere og mere i forhold til afgifter og ejendomsværdiskat. I sagens natur fastlåser et skattestop afgifter og skatter på de nuværende niveauer, og derfor udhules f.eks. de afgifter, der er opgjort som et faktisk krone og øre beløb med tiden som følge af den årlige inflation. I øjeblikket går staten glip af årlige skatteindtægter på cirka 1,5 mia. kr. som følge af skattestoppet - et tal som vil stige over årene. At skattestoppet også gælder ejendomsværdiskatten, finder Peter Birch Sørensen ekstra uheldigt. Lavere skat ej gratis »Hvis ejendomsværdiskatten ikke må stige i kroner og øre, vil den hen ad vejen blive afviklet af inflationen. På et tidspunkt vil indtægten blive så lav, at det ikke kan betale sig at opretholde den, fordi omkostningerne ved at indkræve skatten bliver for stor i forhold til provenuet. Det vil være ulykkeligt, fordi der i virkeligheden er brug for at omlægge skatten, så der betales mindre skat af arbejdsindkomst«, siger Peter Birch Sørensen. Og selv om boligejerne umiddelbart vil synes, det er dejligt at slippe billigere i ejendomsværdiskat, så er det ingenlunde en gratis omgang, pointerer Peter Birch Sørensen. »Man skal ikke tro, at ejendomsbesidderne slipper gratis, fordi man har skattestoppet. De negative økonomiske virkninger af, at man så er nødt til at have et meget højt skattetryk på arbejde vil mærkes i form af lavere økonomisk aktivitet i samfundet, og det vil sætte sig som lavere ejendomspriser, og dermed give et kapitaltab for de nuværende boligejere«, siger han.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her